Fem år efter sagen om hold af husdyr på Naturstyrelsens arealer på Mols er den tidligere skovrider frifundet i landsretten, som dog fastslår at dyrene blev groft uforsvarligt behandlet
Landsretten frifinder tidligere skovrider i sag om husdyr på Mols
Sagen mod den tidligere skovridder startede omkring vinteren 2021, hvor en dyrlægerapport påpegede underernærede kvæg og dødfødte fostre på Naturstyrelsens arealer på Mols.
I alt omfattede den konkret sag 76 kreaturer.
Redaktionen – Foto fra arkivet, og ikke fra Mols Bjerge
Den meget omtalte sag om kvæg på Naturstyrelsens arealer ved Mols Bjerge har nu fået sin foreløbige afslutning i landsretten. Den tidligere skovrider Peter Brostrøm er blevet frifundet for personligt strafansvar, men dommen ændrer ifølge landsretten ikke på, at dyrene led under grove og uforsvarlige forhold i vinteren 2020-2021.
Dermed ophæves byrettens tidligere dom mod Peter Brostrøm samt kravet om tre måneders betinget fængsel.
Ifølge landsretten er der ikke grundlag for at fastslå, at den tidligere skovrider handlede forsætligt eller uagtsomt, hvilket er en forudsætning for strafansvar.
Peter Brostrøm har ikke selv ønsket at kommentere dommen offentligt, men hans forsvarsadvokat Peter Trudsø siger til TV2 Østjylland, at han er tilfreds med afgørelsen.
– Jeg er meget tilfreds med landsrettens dom. Nu kan offentligt ansatte chefer sove trygt om natten igen, udtaler advokaten blandt andet.
Landsretten: Dyrene blev groft uforsvarligt behandlet
Selv om den tidligere skovrider nu er frifundet, understreger landsretten samtidig, at sagen fortsat er alvorlig.
Retten fastslår nemlig, at dyrene på Naturstyrelsens arealer på Mols blev groft og uforsvarligt behandlet gennem vinteren 2020-2021.
Der hersker ifølge dommen ingen tvivl om dette forhold.
Det er alene spørgsmålet om det personlige strafansvar hos Peter Brostrøm, der nu er ændret i forhold til byrettens tidligere afgørelse.
Aktivist fortsætter overvågning af dyrene
Dyreaktivisten Dorthe Brauner Jensen, som gennem flere år har påpeget forholdene for kreaturerne på Mols, fortæller efter dommen, at hun ikke har planer om at stoppe sine aktiviteter.
Tværtimod mener hun, at sagen viser behovet for fortsat overvågning og dokumentation.
– For mig understreger dommen, at vi er nødt til at holde øje og dokumentere forholdene for dyrene endnu mere, siger hun til TV2 Østjylland.
Hun understreger samtidig, at hendes kritik ikke alene retter sig mod enkeltpersoner, men mod hele systemet bag forvaltningen.
Rewilding og naturforvaltning fortsætter debatten
Sagen fra Mols er blevet et af de mest omtalte eksempler i den danske debat om rewilding og helårsgræsning med store planteædere.
Tilhængere fremhæver, at robuste kreaturer og heste kan skabe mere naturlig dynamik og biodiversitet i naturen, mens kritikere frygter, at dyrevelfærden presses for langt i projekter, hvor dyr går ude året rundt uden at blive fodret
Netop balancen mellem naturforvaltning, biodiversitet og dyrevelfærd ser ud til fortsat at blive et centralt stridspunkt i den danske naturdebat.
Kort om sagen fra Mols
Sagen handler om kreaturer på Naturstyrelsens arealer ved Mols Bjerge i vinteren 2020-2021. Fotos og anmeldelser af magre dyr skabte stor offentlig debat og førte til politianmeldelser samt efterfølgende retssager.
I byretten blev den daværende skovrider Peter Brostrøm idømt tre måneders betinget fængsel, men landsretten har nu frifundet ham for personligt strafansvar.
En medarbejder ved Naturstyrelsen blev tidligere dømt i sagen. Landsretten fastslår samtidig, at dyrene blev groft uforsvarligt behandlet.








