– Det kan ikke være rigtigt, at kommunal reguleringsjagt, som f.eks. rågejagt, fremover kun skal være for såkaldte reguleringesjægere uddannet af Danmarks Jægerforbund, siger Jens-Krag-Hansen fra Landsjagt Foreningen (LJF). Han mener det er forkert, at DJ nu vil tage betaling for det arbejde, som lokale jægere over hele landet hidtil har udført gratis …
Af Redaktionen
– Det kan ikke være rigtigt, at vi skal have hånden frem hver gang vi skal gøre noget for jagtens sag. Det siger Jens Kragh-Hansen fra LJF.
Han er stærk kritisk overfor Danmarks Jægerforbunds (DJ) tilbud til kommunerne. Fremover vil DJ nemlig tilbyde kommunal reguleringsjagt mod betaling.
– Her i Horsens, hvor jeg kommer fra, har der aldrig været penge mellem de lokale jagtforeninger og kommunerne. Vi har valgt at se på de forskellige reguleringer, som f.eks. rågejagt, som et tilbud. Ikke som et job, som vi skal have penge for at udføre.
Jens Kragh-Hansen mener ikke der er behov for, at f.eks. regulering og herunder fældefangst af mårhund, mink og mårhund udføres af kursusuddannede reguleringsjægere.
– Man behøver ikke at komme på kursus for at sætte en fælde. I det regulereringsudvalg vi har i Horsens kommune er vi aldrig blevet præsenteret for episoder, hvor jægerne ikke har vist sig deres opgave voksen, når de f.eks. har sat fælder for husmår eller lignende. Tværtimod har vi kun modtaget ros. F.eks.for at vi også inddrager børnehaver og andre borgere i det vi laver. Derfor forstår jeg simpelthen ikke, at det arbejde, som jægere med glæde har udført frivilligt og ulønnet i mange år, pludselig skal gøres til et forretningsområde i Danmarks Jægerforbund.
Hvad er en reguleringsjæger
I den kontrakt, der udgår til kommunerne kan man læse, at “en reguleringsjæger er den person, som kommer ud for at foretage selve reguleringsopgaven. En reguleringsjæger er uddannet af Danmarks Jægerforbund og indgår i et lokalt reguleringskorps bestående af reguleringsjægere, der effektivt og humant foretager selve reguleringen.”
Jens Krag mener ikke, at jægere der har deltaget på Danmarks Jægerforbund kan aflive vildtet mere “effektiv og humant” end andre jægere.
– Jeg ser først og fremmest DJ’s udspil som et forsøg på at overtage et samarbejde, der har fungeret ganske glimrende mellem kommunerne og de lokale jagtforeninger i årevis.
– Derfor håber jeg også, at DJ’s egne lokale jægere vælger at skyde tiltaget ned. I modsat fald medvirker de til at deres medlemmer mister nogle velfungerende jagt- og reguleringsmuligheder, som hidtil har fungeret tilfredsstillende for kommune såvel som som for kommunens jægere, slutter Jens Kragh-Hansen fra LJF.