Af Redaktionen
– Jeg så en ulv! Cirka 10 meter fra bilen, da jeg passerede et ledhul den 3. juli kl. ca. 22.45.
Sådan starter Jens K.V. Rasmussen sin beretning om en ulveobservation lidt nord for Haderslev.
– Ulven havde en stor hare i munden! Den stod bomstille og så sig tilbage, på vej ud over en meget åben og sent opvoksende majsmark, skriver han og fortsætter:
– Jeg bremsede og bakkede lidt langsomt tilbage (med traileren bag-på) Ulven var væk, men jeg havde kun set det korte glimt lidt i modlys. Stort dyr, store ører sagde først rådyr/gammel rå. Men hvorfor skulle den stå med alt for stort gab rundt om en hare
– Jeg var rimeligt sikker på, at det var en ulv og ikke en ræv idet hele hovedet og det halve af kroppen stak op over det halvhøje græs i den højtliggende markindkørsel.
Jeg stod ud af bilen og spænede efter den i den retning, jeg gættede den havde stukket.
Var bange
– Jeg har egentlig altid været lidt bange for at møde en ulv alene i naturen.
– Men jeg har studeret videoer på Youtube af mødet med ulve og ulve-kobler, hvor jeg kunne se, at ulven er lige så sky, som rævene i naturen (minus byræve) normalt er.
– Derfor betænkte jeg mig ikke på at løbe efter.
Og dér stod den så – omkring 75 meter ude på marken, dog noget kamoufleret ift. den tørre grålige mark med den meget ringe vækst.
– Måske var jeg lidt bange, i hvert fald ville jeg være sikker på, at den ikke vendte om.
– Derfor klappede jeg kraftigt i hænderne og råbte “HEJ!”.
– Ikke mindst nu blev jeg bekræftet i, at det er et nyt dyr i dansk natur, som jeg stod overfor.
– Selv med den store hare i munden løb den hurtigere end jeg har set noget andet dyr i dansk natur løbe.
– Ulven forsvandt ind i det høje korn i nabomarken ved det økologisk landbrug på Rovstrupvej nord for Haderslev, slutter den danske jæger, som i første omgang må leve med, at han aldrig fik svar på, om ulven var på vej tilbage med føde til landets måske allerførste ulvekuld.
