Prisen på at nedlægge en fritlevende løve er “latterlig” lav. Det mener jagtvenlig amerikansk løveforsker, som hævder, at indkomsten fra trofæjagt er ude af stand til at yde løverne beskyttelse
Løvejagt bør koste kassen
I Tanzania får regeringen cirka 10.000 USD pr. nedlagt løve. Den amerikanske biolog Craig Packer mener, at dette er latterligt. I USA betaler jægere gerne 100.000 USD for et stort bighornstrofæ, men han mener, at et løvetrofæ er mere værd. Hvis prisen pr. nedlagt løve blev sat op til en million USD, så ville der være penge til beskyttelse af løvehabitater, hvilket er stærkt nødvendigt, fordi Afrikas befolkning ventes at ville firedobles i løbet af få år. Det vil gå hårdt ud over løvers habitater. Packer skønner, at beskyttelse af løvers levesteder vil koste cirka 1.000 USD pr. kvadratkilometer pr. år. Løver findes i dag kun i 8% af deres oprindelige levesteder, og fra 450.000 løver i 1940-erne er bestanden i Afrika i dag nede på 20.000-30.000. Packer mener også, at et aldersminimum for trofæløver vil være et must, men uden adskillelse fra mennesker vil løver være tabt.
Tekst: Henning Kørvel
I løbet af 80 år er løver i Afrika reduceret med cirka 96%, fordi de i undtagen fire afrikanske lande er gået tilbage fra cirka 450.000 i 1940-erne til i dag mellem 20.000 og 30.000.
Løver lever i dag på cirka 8% af deres historiske udbredelsesområde, og alene fra 1994 til 2014 gik bestanden tilbage med 60% i undtagen fire afrikanske lande, heriblandt Tanzania.
Til spørgsmålet om den afrikanske løvebestand i dag er stabil, svarer dr. Craig Packer, der er en amerikansk biolog, zoolog og økolog, som især er kendt for sin forskning i løver i Tanzania til Conservation Frontline, at han – der er blevet forvist fra Tanzania, fordi han havde talt myndighederne imod talrige gange – aldrig har været tryg ved de estimerede tab i procenter.
”Men hvis vi taler om tab af levesteder, ja, så har der været en enorm reduktion af disse siden 1890-erne, og til dette føjer sig tab af byttebaser og konflikter imellem mennesker og løver.
Vi offentliggjorde en artikel i 2011, der viste, at trofæjagt havde været dårligt forvaltet i Tanzania, og sandsynligvis havde bidraget til en samlet reduktion i antallet af løver indtil nu. Den tanzaniske regering havde kraftigt opfordret til at skyde så mange løver som muligt i de respektive jagtblokke, og de fleste blokke blev klart overjagtet. Blokkene fandtes i områder, der ikke var dramatisk påvirket af tab af levesteder, men hvis konflikter imellem mennesker og løver også var en faktor, havde jagtoperatørerne åbenlyst undladt at give de nødvendige incitamenter til folk til at leve med løver”.
LÆS mere på netnatur.dk/AFRIKA
For mange unge hanløver skydes
Med henvisning til Packer’s bog ”Lions in the Balance” spørger Intervieweren, om trofæjagtkvoter og afskydninger i Tanzania var for høje, og om skydningen af unge treårige hanløver har medvirket til det markante fald i Tanzanias løvebestand?
”I mange år postede tanzaniske jagtoperatører rutinemæssigt fotos af deres trofæløver, og det var således tydeligt, at mange virksomheder udfyldte deres kvoter ved at tillade, at kunder skød hanløver ned til to år.
Hanløver i Tanzania bliver imidlertid ikke ”modne”, før de er omkring fire år, og de har herefter brug for to års ophold i prider (grupper) med hunner for at kunne producere unger. Men selv om jægere skyder umodne hanløver, vil det nødvendigvis ikke påvirke hele bestanden, med mindre for mange ældre hanløver bliver skudt. I betragtning af fraværet af nogen form for aldersminimum så vi påvirkningerne ses på forskellige niveauer, og jeg fandt ud af, at jagt var skadelig, hvor der blev skudt mere end én løve pr. 1.000 kvadratkilometer i Selous Game Reserve (som har et af de rigeste løvehabitater i hele Afrika) eller mere end en løve pr. 2.000 kvadratkilometer i resten af Tanzanias jagtblokke”.
”Vi havde tidligere udviklet simuleringsmodeller, der efterlignede trofæjagtens indvirkning på løvebestandene og fandt ud af, at en kvote ville være nødvendig, hvis jagten kun fjernede hanløver, der var mindst seks år gamle. Tanzania hævder at have vedtaget det anbefalede minimum på seks år, men myndighederne har ikke været gennemsigtige med hensyn til at bevise, at dette overholdes. Myndighederne peger på, det meget lave antal løvetrofæer, der er blevet eksporteret i de seneste år, men disse tal er stort set, hvad vi ville have forventet af de langsigtede tendenser siden 1980-erne. Med mindre de skulle fremlægge konkrete beviser for, at de ikke længere tillader skydning af unge hanløver, vil jeg formode, at de stort set har udført ”business as usual”.
For resten har et senere arbejde vist, at et otteårigt minimum kunne have været mere passende i Zambia, hvor løver desuden er udsat for et højt niveau af krybskytteri med snarer af ståltråd og i Sydafrika, hvor hanløver er længere om at blive modne (seks år mod fire år i Østafrika)”.
Intervieweren konstaterer, at Packer startede med at være tilhænger af forestillingen om, at velforvaltet trofæjagt på løver kunne hjælpe med at opretholde stabile løvebestande. Alligevel beskriver bogen Lions in the Balance kovendingen igennem årene til en kritik af branchen, hovedsagelig baseret på fortsatte ikke-bæredygtig praksis, afvisning af at ændre på videnskabelige input, manglende gennemsigtighed, voldsom korruption og mobningstaktik fra nogle medlemmer af branchen. Det står således klart, at din fortsatte tilstedeværelse i Tanzania blev mindre sikker, men bogen går ikke i detaljer om, hvorfor du forlod Tanzania. Var der et afgørende øjeblik eller en faktor, der fik dig til at flytte tilbage til USA”?
”Tanzanias regering tilbagekaldte min forskningstilladelse, så jeg ikke kunne fortsætte med at arbejde i landet, og jeg må end ikke komme der som turist. Jeg blev landsforvist, fordi jeg forsøgte at reformere den tanzaniske jagtindustri”.
Cecil bragte sindene i kog
”Afsløringen af skydningen af løven ”Cecil” nær Hwange i Zimbabwe af den amerikanske tandlæge Walther Palmer satte gang i diskussionen, om end ophedet og ideologisk om trofæjagt på vilde løver. Mange hovedpersoner i bæredygtig udnyttelse hævder, at denne diskussion ikke er befordrende for en konstruktiv debat om løvebevarelse, mens andre hævder, at det at sætte fokus på den hemmelighedsfulde trofæjagtindustri, hvilket er netop det, der er brug for.
Cecil-kontroversen opildnede bestemt den offentlige mening i det omfang, at US Fishing & Wildlife Service forbød import af løvetrofæer fra Zimbabwe og Tanzania. Jeg tror ikke, at det ellers ville være sket. I deres redegørelse fremlagde USFWS også en ny politik, at en række stater skulle fremlægge bevis for, at sportsjagt er positiv for bevarelse af løver. Jeg har endnu ikke set nogen klare beviser på dette punkt fra nogen af landene. Under den nuværende administration afgøres import fra sag til sag. Jeg har ikke hørt, hvor mange løvetrofæer, der er blevet importeret fra Tanzania eller Zimbabwe i de sidste to år”.
”Bubye Valley Conservancy og Save Valley Conservancy i Zimbabwe eksisterer begge stadigvæk takket være den finansiering, der genereres af sportsjagt. I begge reservater vokser antallet af løver hurtigt. Det er muligt, at et par andre bevaringsområder/jagtblokke har været tilsvarende succesrige i andre afrikanske lande, men jeg har ikke set klare beviser uden for disse steder”.
Det ser ud til, at trofæjagtindustrien i Tanzania har modelleret og prissat sig selv primært baseret på skydning af vilde løver, og at udryddelsen af deres vigtigste vare fører til industriens sammenbrud.
Løvejagt behøver ikke at være så overdrevet, som vi har set det i Tanzania. Med et godt håndhævet aldersminimum ville løverne være OK. Bubye og Save viser begge, at det er muligt.
Problemet er økonomi. De fleste afrikanske lande modtager kun i størrelsesordenen 10.000 USD pr. nedlagt løve. Dette er et latterligt lavt beløb. I USA kan jægere betale 100.000 USD for at nedlægge et bighornsfår. Man skulle tro, at en løve ville være mindst 10 gange så meget værd som et får. Hvis jægere skulle betale tættere på en million USD pr. løve, ville industrien generere den nødvendige finansiering til beskyttelse af løvehabitater, som andre forfattere og jeg har anslået til at ville koste 1.000 USD pr. kvadratkilometer pr. år. En flok løver har behov for et stort areal, og den nuværende prisstruktur er alt for lav. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor løvetrofæer er så billige, især nu hyor der måske er færre løver tilbage i Afrika end næsehorn.
”I din bog kommer du ind på behovet for hegn i Tanzania for at beskytte mennesker og deres levebrød mod vilde dyr om omvendt. I Sydafrika er dette naturligvis gamle nyheder, og her vil emnet ikke møde megen modstand. Men i Østafrika er begrebet hegn i forhold til vilde dyr kontroversielt. Hvorfor?
”Det er tilstrækkeligt at sige, at hegn nu anvendes i langt flere lande end tidligere. Behovet for hegn vil fortsætte med at vokse, fordi den menneskelige befolkning i Afrika ventes at firedobles i de kommende år. Den hurtige økonomiske udvikling i Afrika vil yderligere føre til eksploderende efterspørgsel efter stadig flere husdyr. Løver vil ikke have en chance over det meste af kontinentet, hvis de ikke er sikkert adskilt fra det voksende menneskelige fodaftryk.
Østafrikanske miljøforkæmpere har en tendens til at være mere idealistiske end deres sydafrikanske kolleger, men lokalbefolkningen kræver i stigende grad at blive hørt, og hvis de ønsker at være sikre imod løver og beskytte deres husdyr. Selvfølgelig kan ikke alle landskaber indhegnes. Som vi så for nogle år siden i Botswana, kan dårligt placerede hegn ødelægge dyr i generationer. De menneskelige aktiviteter er imidlertid allerede så intensive i mange dele af Afrika, at dyrelivet for det meste allerede er blokeret. Forestil dig, at gnuer skulle passere igennem Nairobi eller elefanter i Kampala.
Bevarelse involverer hegn
Det ville derfor være en god ide, hvis miljøforkæmpere begyndte at arbejde sammen med de lokale myndigheder for at beslutte, hvordan man bedst kan opdele jorden, og det vil uundgåeligt omfatte hegn. Natur har tendens til at udrydde svage individer, om ikke andet fordi disse individer er mindre tilbøjelige til at undslippe rovdyr og er mere tilbøjelige til at dø af sygdomme. Alligevel praktiserer trofæjagt den modsatte strategi, fordi den fjerner store og robuste individer. Hvordan kan det at praktisere det modsatte af, hvad naturen nogen sinde gør, være bæredygtigt?
”Med et aldersminimum fjerner man ikke nødvendigvis de bedste gener i bestanden, og at hver moden hanløve får lov til at yngle, før den bliver skudt. Jeg vil anbefale et aldersminimum for også antiloper, bøffel, elefanter og alle de kødædende arter. Faktisk har Sydafrika et aldersminimum for leoparder.
Hvor skal man hen i løvebevarelsen? Så mange trofæjagtblokke i Tanzania er blevet forladt gennem tiden af jagtindustrien, ofte med den undskyldning, at forbud imod import af trofæer har dræbt industrien, og krybskytter derfor er rykket ind. Vores observation er, at de fleste forbud er relativt nye, og at overudnyttelse gennem mange år og manglende investeringer i bevarelse af vildtbestande er de primære årsager til, at disse store områder ikke længere er attraktive for trofæjagtindustrien.
Det er meget bekvemt for trofæjagtindustrien at bebrejde restriktioner, der faktisk blev pålagt på grund af virkningerne af deres tidligere praksis snarere end at acceptere, at de længe har været en del af problemet.
Ikke alene overjagtede de i store dele af Tanzania, men de undlod også at generere finansiering til beskyttelse af de områder, som de hævdede at bevare. De fik herredømmet over jorden til lave priser, men gav ikke noget tilbage til nogle af de fattigste lande og samfund i verden. På den anden side er der stadig problemer med, hvad man skal gøre med alle de forladte jagtblokke.
Anti-jagtlobbyen har heller aldrig fundet en måde at betale for bevarelsen af disse områder. Så hvis folk er filosofisk imod jagt, stiller jeg spørgsmålet: Hvordan vil du betale for det? Tanzania har noget i retning af 300.000 kvadratkilometer jagtblokke. Kan du rejse 300 millioner USD hvert eneste år, som er nødvendige for at kunne beskytte disse områder? Hvis du har nogle gode ideer, vil jeg meget gerne høre fra dig.
Error, group does not exist! Check your syntax! (ID: 73)
Læs Craig Packers bog ”Lions in the Balance”, ”Man-Eaters”, “Manes” og “Men with Guns”. Monstre antager mange former fra menneskeædende løver til de mennesker, der jager dem, fra bevæbnede røvere til midnatsbanken på døren på et billigt hotelværelse i Dar es Salaam, og den berømte biolog Craig Packer har stået over for dem alle.
Med Lions in the Balance tager Packer læserne tilbage til den afrikanske løves komplekse tand-og-klo-verden og giver afslørende indsigt i både livet for et af de mest ikoniske og farlige dyr på jorden og de meget reelle risici ved at beskytte dem.
Packer vil helt sikkert gøre både millionærer, politikere, hjælpeorganisationer og miljøforkæmpere rasende, da han ikke lægger fingrene imellem om de problemer, som han støder på. Med en fortælling, der strækker sig fra fjerntliggende dele af Afrika til magtens korridorer i Washington DC. Og præget af Packers signaturhumor og utrolige åbenhed, er Lions in the Balance en fortælling om umulige odds, der er en mesterlig blanding af videnskab, eventyr og historiefortælling og en presserende opfordring til handling, som uvægerligt vil fange en ny generation af læsere.
