Kenyanske hyrder bruger kontroversielt pesticid mod rovdyr hvilket netop har krævet dødsofre blandt løverne
Fem løver og en hyæne er døde efter at have spist lokkemad tilsat gift i det sydlige Kenya.
En blodig spand med violette pletter, fundet på en farm, antyder, at dyrene blev dræbt med et kontroversielt pesticid. Det menes at være masaier, som bor på farmen, der er ansvarlige for løvernes og hyænens død, og mindst én masaihyrde er blevet anholdt i forbindelse med forbrydelserne.
Den skummelt farvede spand har formentlig indeholdt den forgiftede lokkemad. Det vides dog ikke, hvilken slags lokkemad det var. Måneders tørke i det sydlige Kenya har forværret et længe anspændt forhold mellem vildtlevende rovdyr og masaifolk. De tørre forhold gør det vanskeligere at få føde og vand, og husdyrene bliver mere og mere værdifulde for såvel deres ejere som for rovdyrene i området.
Man mener at det er insektmidlet Furadan, der har været brugt til forgiftningerne. Furadan forhandles af firmaet FMC Corporation, der har hovedsæde i Philadelphia i USA, og det er et handelsnavn for carbofuran, et stærkt giftigt, lugtfrit pesticid, der leveres som violet granulat. Selv om FMC hævder, at Furadan er sikkert, hvis det anvendes korrekt, holdt firmaet op med at sælge stoffet i Kenya og nabolandene Uganda og Tanzania, efter at der i 2008 indløb adskillige meldinger om, at hyrder brugte pesticidet til at dræbe løver og andre store rovdyr.
I Kenya lancerede firmaet hurtigt et tilbagekøbsprogram, men to år efter kan der stadig findes Furadan på nogle hylder, ligesom forhandlere i området sælger det i skefulde. Kilde: Nick Wadhams, Nairobi (National Geographic News)






