Danmark besøges ikke at så mange sædgæs, som det før har været tilfældet. Det viser de årlige punkttællinger lavet af DOF
Jan Skriver, dof.dk
Hvorfor anstrenge sig og flyve til Danmark fra skovrige egne i Nordskandinavien, hvis man kan nøjes med at holde vinter i Sydsverige?
Det synes at være tendensen blandt de tajgasædgæs, skovsædgæs, der tidligere havde Danmark som deres vigtigste vinterland, men som nu i stigende grad dropper danske enge og marker som fourageringsområder i vinterhalvåret.
”Vores vintertællinger af sædgæs har de seneste cirka 10-15 år vist en klar nedadgående tendens i antallet af flokke. Der opholder sig ganske enkelt færre sædgæs generelt i Danmark, hvor de sydøstlige dele af landet tidligere traditionelt har huset større antal”, siger Charlotte Moshøj, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
Hun samler trådene i DOF’s punkttællinger, der i mere end fire årtier har taget pulsen på vidt udbredte arter i den danske fuglefauna.
Resultaterne af de årlige tællinger er senest præsenteret i rapporten ”Overvågning af de almindelige fuglearter i Danmark 1975-2016”.
Det er i denne rapport, at man kan se en kurve over sædgåsens forekomst i Danmark. Og dén peger nedad for vinterens forekomster af disse gæs, som kun opholder sig hos os fra oktober/november til marts/april.
Mildere klima, større livsrum
”Vi kan samtidig konstatere, at der bliver talt flere tajgasædgæs i Sydsverige og nordpå til Mellemsverige. Det er nærliggende at kæde nedgangen i antallet af sædgæs i det danske vinterlandskab sammen med klimaændringer i retning af mildere vintre, der øger gæssenes geografiske spillerum med hensyn til at finde føde. Hvis gæssene kan finde vinterføde nok i Sverige, behøver de ikke flyve til Danmark”, siger Charlotte Moshøj.
Nedgangen i antallet af sædgæs i Danmark fra november til marts kan også hænge sammen med en større konkurrence gåsearterne imellem i vinterkvartererne, mener biologen.
”Sædgæssene fouragerede tidligere meget i moser, enge og i våde naturområder, men gæssene er i stigende grad gået over til at søge føde på dyrkede arealer i takt med flere vintergrønne marker. Her opstår der formentlig en øget konkurrence om føden, fordi bramgåsen og grågåsen er øget markant i antal. Denne konkurrence kan have fået flere sædgæs til at blive længere mod nord i Sverige”, siger Charlotte Moshøj.
Nedgang på den korte bane
Biologen understreger, at kurven i DOF’s punkttællinger ikke tager højde for, om der er tale om tajgasædgæs eller tundrasædgæs. Men langt størsteparten af tallene i tællingerne handler i praksis om tajgasædgæs al den stund, at det kun er få tundrasædgæs, som overvintrer i det danske landskab. Dette antal er dog stigende.
Bestanden af tajgasædgæs voksede i 1980’erne for at stabilisere sig i 1990’erne på omkring 100.000 fugle.
Siden har bestanden været i tilbagegang.
Bestandsudvikling hos sædgås ifølge DOF´s punktællinger
”Set over de seneste cirka tre årtier viser vores punkttællingsdata, at bestanden af tajgasædgås har haft en lille nedgang, men ser vi på korttidstrenden er der tale om en markant nedgang i antallet af tajgasædgæs i Danmark”, siger Charlotte Moshøj.
Tallene understøttes af landsdækkende indberetninger i DOFbasen, påpeger biologen.
Tal for de årlige NOVANA-tællinger har også vist fluktuerende nedgange i tajgasædgæs i de seneste 10-14 år med de største antal i hårde vintre og lavere antal i milde vintre. Denne nedgang synes dog at være vendt, viser de seneste tal fra de nationale tællinger.
”Nu hvor sædgåsen officielt er delt i de to arter tajgasædgås og tundrasædgås, bliver det endnu væsentligere at få registreret gæssene særskilt for at følge den enkelte arts udvikling. Endvidere er det væsentligt at sørge for at få flere punkttællingsruter i de kerneområder i landet, hvor sædgæssene registreres. For eksempel i Thy, Himmerland, Vest- og Sydsjælland og på Lolland”, siger lederen af DOF’s punkttællinger.
Her kan du læse en ældre, men fremragende artikel om feltbestemmelse af sædgæs.
FAKTA OM SÆDGÅSEN
Hidtil har sædgåsen været betragtet som to racer af samme art.
Men i januar 2019 er sædgåsen blevet splittet op i to arter.
DOF’s Sjældenhedsudvalg (SU) følger dermed det britiske sjældenhedsudvalg BOURC, der er overgået til at følge IOC’s taxonomi, hvad angår denne organisations opdeling af arter og underarter.
Tajgasædgåsen, skovsædgåsen, er de nordlige nåleskoves, tajgaens, gås.
Tundrasædgåsen yngler, som navnet antyder, på tundraen i Sibirien.
DNA-analyser har vist, at de to arter er adskilte.
Tundrasædgæssene yngler længere mod øst i Rusland og Sibirien end tajgasædgæssene.
Bestanden af tajgasædgæs vurderes at tælle 70.000-90.000 individer.
En mindre delbestand af tajgasædgæs på et par tusinde fugle overvintrer i Thy, Lille Vildmose og lokaliteter omkring Viborg.
Sædgåsen har fået sit navn, fordi den uden for yngletiden delvist lever af korn.
I modsætning til tajgasædgåsen, som er i tilbagegang, er bestanden af tundrasædgæs stabil.
Bestanden af tundrasædgæs skønnes at tælle over 600.000 fugle.
De fleste trækker syd om Danmark til vinterkvarterer i Holland, Belgien, Tyskland, Østrig, Ungarn og Rumænien.
