Massedød blandt vilde dyr og planter på linje med det som er oplevet med dinosaurerne, men i mørket er der også motiverende lyspunkter, påpeges det i WWF Verdensnaturfondens årsrapport
Af Redaktionen
Mere end 70 pct. af verdens havfugle er forsvundet på bare 60 år, bestanden af glasål i Nordsøen er faldet med 98 pct. og antallet af orangutanger er i frit fald. Den helt store kæberyster var et studie af 27.000 forskellige dyrearter, der viste, at halvdelen af alle individer blandt de undersøgte dyrearter er gået tabt siden 1970.
Det fremgår af WWF, Verdensnaturfondens årsrapport.
Rent videnskabeligt svarer det til en massedød på linje med den, verden oplevede, da dinosaurerne uddøde for 65 millioner år siden, lyder forklaringen fra WWF, Verdensnaturfondens generelsekretær Bo Øksnebjerg.
For at imødekomme naturkrisen lancerede WWF Verdensnaturfonden i år en ny strategi med tre fokusområder:
1) Naturen skal tilbage på dagsordenen.
2) Danskerne skal engageres i kampen for dyrenes fremtid.
3) Vi skal finde nye, stærke partnere til at gennemføre de store forandringer, der skal til.
Og i følgeårsrapporten virker strategien.
– WWF har både fået flere børne- og voksenmedlemmer i FY18. Vi har indsamlet flere midler til nye naturprojekter i ind- og udland. Og vi har øget vores indflydelse og gennemslagskraft. I 2018 fik vi f.eks. Folketinget til at stramme lovgivningen for handlen med udryddelsestruede dyr, lyder det fra generalsekretæren.
Han peger også på opnåeede resultater opnået med partnere, der også kæmper for en bedre fremtid.
– Sammen med Netto, Føtex og Bilka fik vi sat plastikforureningen i havene på dagsordenen og har fået fjernet millioner af plastik-vatpinde, engangsplastik og andet skrammel fra hylderne, lyder det.
Internationalt er der også lys i mørket. Pandaen, bjerggorillaen og tigeren er f.eks. i fremgang efter årtiers krise. Kina har forbudt handel med elfenben. Regeringen i Belize har droppet planerne om olieboringer på den nordlige halvkugles største koralrev. Og verdens største beskyttede havområde er blevet udpeget i Antarktis.
Udviklingen anses som tegn på at det nytter at kæmpe for klodens naturværdier.
– Vi kan kort sagt vende udviklingen, hvis vi vil. Men vi kunne aldrig gøre det uden alle jer, der støtter vores kamp for verdens dyre- og planteliv, lyder det afslutningvis fra Bo Øksnebjerg, Generalsekretær WWF






