Undersøgelser viser, at menneskestemmer frygtes mere end riffelskud og lyde fra store rovdyr, og forskere mener at begrebet frygtøkologi bør inddrages i administrationen af vigtige naturområder
Menneskestemmer frygtes mere end riffelskud og ulvehyl
Af Niels Henriksen
Vi er superprædatoren over dem alle, og som art skaber vi mere frygt end andre prædatorer.
Vores stemmer alene er nok til at skræmme, ikke bare dyr længere nede i fødekæden som hjortevidt, men også de store prædatorer. Et nyligt udgivet studie (Current biology nov. 2023) foretaget i Kruger National Park i Sydafrika fortæller med al tydelighed, at der er en art, som alle de andre er bange for: Mennesket.
Opsatte kameraer fangede forskellige dyrs reaktioner på forskellige lyde. Der blev foretaget automatiske afspilninger af menneskestemmer, lyde fra jagtsituationer (skud og hunde), løver og lyde fra forskellige ikke prædatorer ved vandhuller i tørketiden, og konklusionen er klar: Frygten for den menneskelige stemme trumfer frygten for alt andet, også løvens, som normalt opfattes som den prædator, der frygtes mest på savannen.
Der var selvfølgelig forskelle i graden af angst overfor menneskestemmer, men 95 % af alle arter reagerede voldsommere på lyden af menneskestemmer end lyden af løver, og det var meget udtalt hos f.eks. zebraer, vortesvin, impalaer og leoparder. Elefanter og næsehorn var de hurtigste til helt at opgive et vandhul pga. lyden af mennesker.
Dette med at se på dyrs reaktioner på lyde og deres eventuelle frygt er forholdsvis nyt og kaldes ”The Ecology of Fear” – frygtens økologi.
Det startede i 1980’erne og har siden fået en plads sammen med alle de andre studier af sameksistensen imellem dyr og mellem dyr og mennesker.
Der er foretaget lignende eksperimenter som det i Sydafrika i både Australien og Nordamerika, og der har man fundet den samme frygt for mennesket, og pt. er et studie i gang i Polen i en skov grænsende op til vores sidste urskov her i Europa – Bialowieza.
Løver, bjørne, pumaer, losser og tasmanske djævle har været nogle af topprædatorerne, der har indgået i eksperimenterne, og i forsøgene ved Bialowieza har ulvene fået en særlig opmærksomhed.
En af forskerne, franske Elise Say-Sallaz er særligt interesseret i ulve og deres reaktionsmønster. Ulvenes reaktion ved Bialowieza, hvor der er meget lidt menneskelig kontakt har kunnet bruges i et studie, hun er medforfatter af, som ser på ulves reaktioner på menneskestemmer i områder, hvor de, i modsætning til Bialowieza, lever tæt på mennekser og urbaniserede områder for at se, om reaktionerne her er anderledes.
Studiet fandt, at selv uden jagt i generationer og med et liv tæt på mennesker, var menneskets stemme stadig meget skræmmende for dem (Protected wolves in human-dominated landscapes still fear humans sept.2024).
At frygt har indflydelse på dyrs opførsel, har man vidst i mange år, men man har nu evidens for, hvordan frygt kan ændre ikke bare på fordelingen af forskellige arter, og hvornår på døgnet de er aktive, men også hvordan hele økosystemer udvikler sig.
Et interessant eksempel er, at man efter genindførslen af ulve i Yellowstone National Park har oplevet en stigning i bestanden af pronghorn. Forklaringen er, at prærieulvene, der i den grad tager for sig af kalvene, nu pga. frygt for ulvene ikke længere tør opholde sig og jage i de åbne områder, som pronghornene er tilknyttet.
Menneskets tilstedeværelse og frygten for mennesker flytter også dyrearter, og det er ikke overraskende, at f.eks. jagt i stor stil kan påvirke både tilstedeværelsen og adfærden hos arter.
Men det viser sig, at almindelig menneskelig tale – det er her værd at bemærke, at det ikke er råben og skrigen, der er blevet brugt ved forsøgene, men f.eks. oplæsning af et børneventyr af en kvinde – påvirker i højere grad end jagtsituationer
Amerikanske undersøgelser viser, at bare det at gå en tur i et naturområde, især hvis man taler, har en ret stor negativ effekt i forhold til dyrenes adfærd og brug af et givent område. Og jo større grupper og jo mere menneskelig støj jo værre.
Konklusionen fra forskerne er klar: Bevæg dig i videst muligt omfang på stier og veje og følg ruter, som i forvejen bliver brugt af mennesker.
Forskerne peger også på, at vi i fremtiden bliver nødt til at indtænke denne frygtøkologi i indrettelsen af særlige naturområder som f.eks. reservater. 
