Når de danske fiskere kaster garnet, er der garanti for, at der er flere med interesse i fangsten. Sælbestanden i de danske farvande er nemlig steget kraftigt de seneste 40 år, efter at sælen i Danmark en overgang nærmest var udryddet …
Af: Nationalt Center for Miljø og Energi
Sidste år blev der talt 17.000 spættede sæler, der yngler i Danmark. Der blev talt 850 gråsæler, hvor hovedparten kun er på besøg i en del af året, mens der blot fødes fem unger årligt.
Det er især gråsælerne, der udfordrer fiskernes vilkår, konkluderer et studie fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi. Forskerne har i løbet af de sidste tre år har undersøgt den danske sælbestand og sat fokus på forholdet mellem sælerne og fiskeriet.
Læs mere: Konflikter mellem sælger og fiskeri i Danmark
Et stigende antal besøgende gråsæler synes ifølge rapporten at hænge sammen med stigende problemer i garnruse- og krogfiskeriet i de senere år, specielt omkring Bornholm. Selvom de nye resultater viser, at spættet sæl også er i stand til at tage fisk fra fiskeriredskaberne, er det gråsælen som synes at gøre størst skade.
Begge arter spiser kommercielle fiskearter, men også mange andre fisk. Spættede sæler går mere efter bundfisk som fladfisk og ålekvabber, gråsæler spiser en del torsk og sild.
Læs mere: Venstre ønsker regulering af sæler
Undersøgelser af sælernes bevægelser i forhold til garnfiskeri viser, at spættet sæl umiddelbart har et stort overlap med fiskeriet. Dette beror i høj grad på at de foretrækker de samme dybder og afstand fra kysten som garnfiskerne. Gråsæler derimod viser et overlap med fiskeriet uafhængigt af dybder og afstand til kysten, hvilket kunne tyde på at de opsøger områder med garnfiskeri.
Der er altså ikke nogen simpel sammenhæng mellem antallet af sæler og antallet af sælskader på fiskeriet.
Læs mere: Socialdemokratiet: Der skal være færre sæler
Antallet af spættet sæl er vokset med ca. 10% om året siden fredningen i 1976-77, dog afbrudt af epidemier i 1988, 2002 og 2014. I de senere år er væksten dog aftaget og det forventes at bestandene er ved at stabilisere sig.
Genetisk set kommer gråsælerne i danske farvande fra to store internationale populationer. En i Øsersøen (Sverige, Estland og Finland) og en i Nordsøen (Tyskland, Holland og Storbritannien). De spættede sæler er opdelt i mindre lokale populationer, som vi deler med Sverige i den vestlige Østersø og Kattegat og med Tyskland og Holland i Vadehavet, mens populationen i Limfjorden er rent dansk.
Læs også: Gråsælen yngler igen i Vadehavet