Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen sætter gang i arbejdet med at få undersøgt, om det danske drikkevand indeholder mikroplast
Af Miljø og fødevareministeriet
Der skal være en pålidelig måling af, om der er mikroplast i det danske drikkevand. Det vil miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen sætte i gang efter, at en undersøgelse i denne uge viste, at der kan være mikroplast i dansk drikkevand.
Undersøgelsen er dog så usikker, at myndighederne ikke kan konkludere noget ud fra den.
– Vi har brug for en afklaring af, om der findes mikroplast i danskernes drikkevand. Desværre er der stadig meget, vi ikke ved om mikroplast. Forskerne er enige om, at der endnu ikke findes en retvisende målemetode. Vi har derfor støttet udviklingen af en pålidelig målemetode. Jeg forventer, at den er klar til brug inden for få måneder, og jeg vil bede Miljøstyrelsen om så snart som muligt derefter at måle for mikroplast i drikkevandet, siger han.
Mikroplast fundet mange steder
Det har ikke hidtil været muligt at foretage præcise målinger, og ministeren ser nu frem til en pålidelig måling.
– Det vil være et stykke værdifuld ny viden. Men det vil ikke være nok. Mikroplast er allerede fundet mange steder omkring os og er på den måde et vilkår i vores hverdag. Jeg er optaget af, at vi bliver endnu klogere på både udbredelsen af mikroplast og den eventuelle påvirkning af sundhed og miljø.
Resultaterne af undersøgelserne vil naturligt kunne inddrages i arbejdet med den kommende danske plasthandlingsplan, og vi deler også meget gerne undersøgelsens resultater til brug for EU’s arbejde med en europæisk plaststrategi siger Esben Lunde Larsen.
Miljøstyrelsen forventer, at undersøgelsen af mikroplast i drikkevandet kan være klar i begyndelsen af 2018.