En svensk ulv har tilsyneladende fået smag for hunde og har allerede dræbt to i tæt bebyggede områder …
Af Redaktionen
“Ulven forsvandt med hunden i skoven og den lille hundehvalps skrig kunne høres 250 meter væk”. Det skriver Svensk Jakt.
Episoden fandt sted i Järbo, Sandviken Kommune, klokken 15:30 søndag og den dræbte hund var en Basset Fauve de Bretagne på seks måneder.
Det er anden gang, at en ulv dræber hund i Järbo.
Den 30. september blev en Jack Russel taget blot to meter foran en hovedør, da en kvinde var på vej ud for at lufte sin datters hund.
Det er de svenske myndigheders opfattelse, at der er tale om samme ulv, der flere gange er set strejfe rundt i mellem bygningerne.
Atypisk adfærd
Ifølge den svenske dagspresse oplever beboerne, at ulven i landsbyen er meget lidt sky. Langt mindre sky end en ulv burde være, lyder det fra en beboer, der udtaler sig til pressen.
Den nærgående ulv har da heller ikke kun skabt utryghed blandt hundeejere.
De mindre børn i børnehaven må ikke længere sove udendørs på grund af frygt for ulven.
Ifølge Svensk Jakt tyder det dog på, at ulven bag hundedrabene er skadet på det ene ben. Dermed er den ude af stand til at jage vildt og har derfor i stedet kastet sig over mere let tilgængelig bytte som hunde.
Ulvens tilstedeværelse i det bebyggede område gør det vanskeligt, at få en tilladelse til at nedlægge den indenfor de regler, der gælder for såkaldt skyddsjakt.
De svenske myndigheder diskuterer derfor, hvad de skal stille op med den hundeglade ulv, der skaber skræk og rædsel, når den i ly af mørket lister rundt i byområdet på jagt efter endnu en hund.






