Efter Bruun Rasmussen Kunstauktioner i maj solgte et næsehornstrofæ for 720.000 kroner på auktion, har auktionsfirmaet 30. november atter næsehornshorn under hammeren. Nu drejer det sig om seks enheder til en samlet vurdering af 1,8 millioner kroner.
Af Redaktionen
Blot et halvt år efter, flere næsehornstrofæer, heraf et på 58/29 centimeter og en vægt af 8,7 kg gik for 720.000 kroner på netauktion hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner, er der på våben- og jagttrofæ-auktionen, der slutter mandag 30. november mellem klokken 15,25 og 15,35, igen næsehornstrofæer og løse næsehornshorn under hammeren.
Denne gang drejer det sig om seks enheder, ligeligt fordelt på henholdsvis sort og hvidt næsehorn. Totalt set er de seks enheder, hvoraf to sæt bærer præg af at være af ældre dato, vurderet til 1,8 millioner kroner.
Et sæt horn fra sort næsehorn på 54/31 centimeter og en vægt af 4.200 gram vurderes således til mellem 200.000 og 300.000 kroner. Et sæt horn fra hvidt næsehorn, hvoraf det længste er 87 centimeter med en vægt af 6.380 gram, vurderes til 350.000 kroner, hvilket er det højeste beløb, som et enkelt af de seks næsehornshorn er vurderet til.
Det efterfølges i rækken af et sæt horn fra sort næsehorn, hvor det længste angives til 43,5 centimeter og en vægt på 5.681 gram, der vurderes til 250.000 kroner, mens et enkelt horn fra hvidt næsehorn på 68 centimeter og en vægt af 5.880 gram, vurderes til mellem 200.000 og 300.000 kroner. Et større horn fra sort næsehorn, der måler 75 centimeter og vejer 4.550 gram, vurderes derimod til 300.000 kroner. Endelig vurderes det sidste næsehornstrofæ, der er skuldermonteret med horn på 44 og 18 centimeter, til ligeledes 300.000 kroner.
Køberne af næsehornshorn ved den sidste netauktion hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner 31. maj i år var kinesere, der gerne betaler omkring 400.000 kroner for et “almindeligt” næsehornstrofæ. Ekstraordinære store næsehornshorn kan dog koste én million kroner og derover.
Kineserne køber næsehornshorn af to grunde: Dels for dels at male dem til pulver som potensfremmende middel og dels for at dreje såkaldte bryllupskopper af hornene, der på grund af de ekstremt høje priser, er eftertragtede af andre end kinesiske forretningsfolk. Kendt er det således, at kriminelle elementer, der her ser muligheden for at score en stor sum penge, har specialiseret sig i at stjæle næsehornshorn.
Tidligere i år blev det således konstateret, at en international næsehornsbande var på turné i Danmark, hvor den i ét tilfælde havde held til at få fingre i et sæt af de eftertragtede horn.