Netnatur har fået et spørgsmål om anvendelse af rødt, grønt og hvidt lys til jagt på vildsvin om natten. Per Kauffmann forsøger sig med et svar.
Af Per Kaufmann
Fra Niels Henrik Nielsen har vi modtaget følgende spørgsmål:
“Jeg har læst og hørt to forskellige meninger, angående om vildsvin ikke kan se det røde eller det grønne lys (tænker her på det filter, man kan sætte på lampen). Det ville jo være genialt, hvis man kunne se svinene og de ikke kunne se én selv (derved sikrer du også, at du ikke skyder på en forkert gris). Er der nogen der ved, eller har prøvet det?”
Per Kauffmann forsøger sig med et erfaringsbaseret svar:
Jeg har jaget meget med lys, især i USA, hvor det naturligvis er tilladt mange steder. Det er jo både en sjov og effektiv jagtform på de mange dyr, der oftest bevæger sig om natten. Alligatorer, som ofte skydes om natten, reagerer ikke på hvidt lys, hvorfor det er det foretrukne.
Hvidt lys er jo langt det bedste i forhold til at kunne se tydeligt. Alligatoren reagerer ikke på at få lys på sig, men dykker hvis du tager lyset væk et øjeblik. Så en hovedregel med dette vildt er, at når lyset er på, skal det forblive på. Så kan du til gengæld sejle helt ind på 6-8 meters afstand, hvis bådskruen er elektrisk og derved næsten lydløs.
Kommer du ved en fejl til at flytte lyset væk fra øjnene, er du imidlertid busted. Det er i øvrigt karakteristisk, at du kun kan jage alligator med lys indtil månen står op. Derefter holder de ikke for lyset, men dykker straks. De må altså være klar over, at der ikke er to måner.
Andre rovdyr
Med hensyn til de rovdyr (bobcat, coyote, ræv, ringtail cat, vaskebjørn), så er de ret ligeglade med lys uanset om det er rødt, grønt eller hvidt. Jeg har jaget adskillige nætter med flere forskellige outfittere, og de bruger rødt, grønt og hvidt lys i flæng. Da jeg spurgte én af dem, hvornår han bruger hvad, var hans svar, at det afhænger af, hvilket lys der giver ham det bedste syn i situationen.
Det er altså ikke et hensyn i forhold til vildtet, men et spørgsmål om baggrundslys fra månen, himlen og i forhold til omgivelserne. Der er stor forskel på, hvordan lyset virker i forhold til højt gult græs i et måneoplyst område i modsætning til en måneløs nat i et skovområde med mørke træer. Men i alle tilfælde bruger de hvidt lys, når et bytte er lokaliseret og der skal skydes.
Det menneskelige øje er også individuelt og nogle ser bedre med rødt end med grønt lys. Så i forhold til predators, tror jeg ikke, at det har nogen som helst betydning, hvilken farve lys du anvender, og jeg har aldrig set nogen dokumentation for, at det skulle betyde noget.
Vildsvin
Når det gælder svin, har jeg skudt svin om natten med alle tre farver lys og det er ikke mit indtryk, at det har nogen som helst betydning. Hvad jeg tror, er vigtigere er, at lyset er konstant eller bevæger sig meget langsomt.
Jeg har eksperimenteret med forskellen på at sætte lys på dyret direkte og holde det der til skuddet går versus at tænde lyset mens det pegede opad og så langsomt sænke det ned over dyret.
Heller ikke her har jeg fundet nogen regel. Nogen gange holder de, andre gange ikke.
En anden løsning i stedet for selv at betjene lyset med en knap på riflen, er at montere et svagt lys eller to ved foderet og forbinde det med en bevægelsessensor.
Der går nogen tid inden svinene vænner sig til at lyset tænder når de kommer til tønden, men det fjerner helt risikoen for at du laver en fejl fra dit skjul. Samtidig er det også et varsel til dig som skytte om, at nu er der gris forude.
Vi hører gerne om andres erfaringer med at bruge lys i forbindelse med nattejagt.







