De hører til høgefamilien. Og der findes 15 arter af dem. Vingefanget varierer mellem 1,5 og 3 meter, og de vejer mellem 1,5 og 12 kg. Gribbe. De spiller en betydelig økologisk og sanitær rolle. Gennem deres fortæring af ådsler af såvel vilde som tamme dyr fjerner de risikoen for, at bakterier og vira spredes til mennesker og dyr. Men bestanden af gribbe tværs over det asiatiske subkontinent er reduceret drastisk gennem de seneste 15 år. Og nogle arter gribbe er så langt nede i antal, at de reelt er på randen til udryddelse.
Denne triste udvikling skyldes ikke mindst behandlingen af kvæg med det non-steroide anti-inflammatoriske stof NSAID, som fra ådsler ender hos gribbene i enden af fødekæden. Af samme årsag er bestandene af gribbe på det afrikanske kontinent kommet under stærkt pres. Med baggrund i udviklingen i Asien har den indiske regering ifølge det internationale jagtråd CIC forbudt anvendelsen af diclofenac til husdyr. Og forskellige NGO’er følger situationen i andre lande.
Opdræt af gribbe i fangenskab er iværksat som et middel til at genopbygge bestandene af gribbe. Men indtil kilden til hele problemet – behandling af kvæg med diclofenac – er fjernet, er succesen med udsætningen af opdrættede gribbe i Guds frie natur til at overse. Brugen af NSAID er så meget mere spektakulær, fordi der ifølge CIC findes et kvalificeret alternativ til stoffet, som gennem behandlingen af kvæg ikke udgør en trussel mod faunaen, konkret bestandene af gribbe.
Udviklingen i gribbebestandene i Asien og Afrika var oppe at vende på CIC’s møde i Marrakech i Marokko i april. Og i en resolution fra mødet informerer det internationale jagtråd regeringerne i de berørte lande om den dramatiske nedgang i bestandene af gribbe på grund af, at kvæg på det asiatiske subkontinent og Afrika behandles med diclofenac.
Resolutionen opfordrer videre regeringerne i de involverede stater til ikke at godkende og acceptere (reelt forbyde, red.) brugen af non-steroide anti-inflammatorisk veterinær medicin til kvæg og andre mindre drøvtyggere som følge af den trussel, ådsler fra behandlede dyr med rester af stoffet i sig udgør for bestandene af gribbe. Sidst opfordrer CIC til dannelse af et overvågningsprogram, der skal følge udviklingen, efter forbuddet mod NSAID er trådt i kraft.