Den bibelske fortælling om Edens have har om noget grundlagt den moderne naturpolitik, lyder det i denne udlægning, der ser nærmere på “naturen” beskrevet i Første Mosebog Kapitel 3.
Naturligvis er det ikke kun Biblen, der gennem tiden har præget os. Danskerne har ikke altid været kristne. Alligevel er der næppe tvivl om, at vores naturopfattelse grundlægges i Biblen, som har været det idiologiske udgangspunkt for tilblivelsen af den vestlige verdens naturanskuelse. Derfor er det nærliggende at rejse spørgsmålet: Hvor moderne er det moderne natursyn egentlig og i hvor høj grad udspringer det af vores bibelske baggrund? Det har jeg sat mig for at undersøge og allerede i Biblens allerførste kapitler bliver vi præsenteret for et natursyn, som jeg vi påstå, stadig er grundlæggende i det dominerende og moderne natursyn.
Artiklen herunder er en del af en Bibelsafari, hvor vi side for side udforsker de kapitler af Biblen, som meget direkte behandler det vi i bred forstand definerer som natur.
Efter skabelsen af alting plantede Gud en have i verden. En have, som vi normalt omtaler som paradis. Et sted hvor alt var godt.
I haven placerede han mennesket og dets opgave var at dyrke og vogte haven.
Dermed står det klart, at der allerede fra begyndelsen er en verden uden for Edens have, hvor tilværelsen er gold og helt anderledes.
Fortællingen om den paradisiske have har slået rod i menneskeheden og ideen om at dyrke gode haver i verden eksisteret stadig. Også i den højaktuelle politiske debat om nationalparker og naturnationalparker.
Disse er også grundlagt på ideen om at skabe en have i verden. Et sted hvor alt i det mindst er bedre og mindre påvirket af mennesker. Et sted hvor naturen næsten passer sig selv.
Vores tids politiske agenda kunne uden dette bibelske udgangspunkt måske se helt anderledes ud.
Den kunne f.eks. i langt højre grad være netværksorienteret. Altså rettet mod at skabe sammenhængende natur og artsrigdom overalt i landet. Men det synspunkt fylder mindre. I hvert fald i den højaktuelle debat i Danmark.
Her er naturhaver i fokus, selv om reservatnetværk bliver mere og mere centrale i den internationale naturbevarelse.
Det er dog ønsket om at oprette parker eller artsrige oaser i verden, der fylder mest i vores tids forsøg på at gøre det, som vi føler er det rigtige.
Men hvor er vi selv i forhold til disse parker? Er vi en del af naturen eller er vi passive betragtere?
Kan man i Biblens første kapitler finde svar på de spørgsmål?
Måske! Tankevækkende er det i hvert fald, at Adam i verdens første have har til opgave at dyrke og vogte den. Det var Guds ønske, at livet i haven ikke blot skulle gå sin gang. De første mennesker var en del af haven og havde en væsentlig funktion.
Dette synspunkt er stadig grundfæstet i vores natursyn. Ikke kun private, men også offentlige myndigheder dyrker naturen for at fastholde eller udvikle den i forhold til et defineret mål. Heder brændes af for at forhindre, at træer og buske vokser op og fortrænger den blomstrende lyng, som vi har sat os for at bevare. Tilsvarende skaber ikke mindst jægere og lystfiskere bedre livsbetingelser for de arter, som de især er interesseret i.
Men ikke alle mener naturen skal dyrkes eller forvaltes. Det modsatte synspunkt ses nemlig også. Grupperinger hævder, at naturen skal gå sin gang helt uden vores indblanding. Arter, der er forsvundet, må ikke genudsættes, men skal genindvandre naturligt. Dominerende arter må ikke reguleres i antal for at give plads til andre, måske mere trængte arter.
Ifølge dette udgangspunkt skal naturen sætte sin egen målsætning og udvikle sig derefter. Den oprindelige natur opfattes nærmes som hellig og arter, der ikke tilhører den oprindelige flora og fauna, skal bekæmpes som ukrudt i haven.
Har dette natursyn også rod i det grundsyn, der blev skabt, da fortællingen om naturen og mennesket blev beskrevet på de første sider i Første Mosebog? Måske! Måske vogtes og dyrkes naturen bedst med sin egen indbyggede dynamik.
Hvad der er rigtig og forkert at gøre i dag i forhold til naturen er der næppe nogen, som har svar på. Det kræver vel, at man har en velbeskrevet manual til livets udvikling og hvem har det?
Selv de allerførste mennesker ønskede at blive klogere og være i stand til at kende ondt fra godt. Det betød, at de spiste af den forbudne frugt fra træet i havens midte – den eneste træ i haven, som de ikke måtte spise af. Gjorde de det, havde Gud sat dem i udsagt, at de ville dø.
Alligevel lod de sin forføre af slangen, der satte Eva i udsigt, at et bid af den forbudne frugt vil gøre hende så klog som Gud.
Dette bid fik fatale konsekvenser for menneskeheden, der blev forvist fra haven og tvunget til et helt andet liv.
Kvindens straf blev, at hun skulle være tynget af sit svangerskab og føde sine børn i smerte. Manden at han til evig tid skulle spise sit brød i sit ansigts sved.
Denne profeti forfølger stadig menneskeheden, som stadig arbejder fra tidlig morgen til sen aften. Ligeledes føder langt de fleste kvinder – trods mulighed for kejsersnit og smertestillende medicin – deres børn i smerte.
Fortællingen om Edens have – en have, hvor alt er bedre, og måske ligefrem godt, er blevet en del af vores livsanskuelse. Et ubevist udgangspunkt i forhold til den måde vi indretter os på.
Vi opretter haver. Små pletter på landkortet, hvor alt er bedre og den personlige frihed stor – ja næsten grænseløs.
Sådan fremstilles virkeligheden også for de første mennesker. De var kun en ting, de ikke måtte. Midt i haven stod kundskabens træ og frugterne herfra måtte de ikke spise. Altså var der lidt, de ikke måtte.
Dette princip er i øvrigt ikke ukendt under opdagelse af børn og ikke mindst hunde – hvor sidst nævnte er mere indenfor skiven af dette medies fokusområde.
Selv om hunden i vores hjem ofte må næsten alt, er det vigtigt, der er ting, den ikke må – alene af principielle hensyn. I modsat fald kan den ikke finde sin plads i hierarkiet og vil ofte vende sig mod sin ejer på et tidspunkt. Hunde, der må ”alt” er oftest dem, der bider og forvises fra “paradiset” for at dø på en dyreklinik, da dens ejer har mistet tilliden til den.
Men hvor det kan være nemt og enkelt at opstille regler for børn og ikke mindst hunde er det vanskeligt at navigere i de store spørgsmål, som vi stort set daglig bliver præsenteret for i form af vores overforbrug og overbefolkning.
Men er vi ikke meget beviste om udgangspunktet for egen natursyn, søger vi næsten automatisk tilbage mod forestillingen om paradiset. Mod haven, hvor alt er godt. Dette er stadig en helt grundlæggende motivation i menneskeheden.
Det betyder, at etablering af en bynær, kommunal skov i Horsens får mere pressedækning end etablering af et gigantisk grønt bælte på tværs af hele Afrika. Også selv om beplantningen syd for Sahara kan bremse ørkendannelse og være en del af løsningen på mange af de store udfordringer, der presser sig på og truer med at ramme vores egne velfærdshave.
Selv om mange taler for globalt udsyn og store internationale løsninger udebliver de helt store resultater. Det er livet i havens mange haver, som er vores fokus. Verden udenfor er, som den er, og det er ikke vores lod at dyrke denne del.
Dette synspunkt kan altså meget vel være grundlagt i den bibelske menneskehistorie, som gennem generationer har præget og skabt vores måske ubevidste udgangspunkt.
I en have kan vi nemlig skabe vores egen virkelighed. Et sted hvor vi trods alverdens udfordringer kan ånde og trække vejret ubekymret. I hvert fald indtil den dag, vi bider af vores tids forbudne frugt og måske forvises fra paradis for at dyrke verdenen uden for haven.
