Vildtkonsulent har set nærmere på den kalv, der blev dræbt og ædt på en mark ved Østervrå i Nordjylland og har nu sendt sin vurdering til Miljøstyrelsen
Af Erik Poulsen
”Det er overvejende sandsynligt, at der er en ulv, der dræbt kalven”. Det konkluderer Naturstyrelsens ulve-konsulent efter at have besigtiget resterne af en kalv, som blev fundet dræbt og ædt på en mark ved Østervrå i Nordjylland.
Vildtkonsulent Tommy Hansen fra Naturstyrelsen Thy undersøgte resterne af kalven mandag formiddag og skriver i sin rapport til Miljøstyrelsen, at ”det er tydeligt, at kalven er dræbt og ikke dødfødt (klove og lunger har også været i brug). Der er ædt store mængder af kød, og der er flere eksempler på, at meget store knogler er overgnavet og flået/gnavet løs af skelettet”.
Den ulvekyndige vildtkonsulent har også undersøgt det sted på marken, hvor kødkvægavler Kim Andersen fandt resterne af den nyfødte Simmertaler-kalv:
”På selve stedet for angrebet er det meget tydeligt, at koen har været ekstremt aggressiv i sit forsøg på at jage en ’angriber’ væk. Samtidig er der enkelte rester af meget store poteaftryk.
“Efterfølgende har der jævnfør sporene været ræv på stede, og kadaveret har også gnav af ræv. Ud fra de givne omstændigheder er det overvejende sandsynligt, at der er en ulv, der dræbt kalven”, skriver Tommy Hansen.
Han oplyser, at ”der er forsøgt taget DNA-prøver, men kvalitet er tvivlsom, eftersom der har været ræv på kadaveret, og det ikke var muligt at finde et rent tandmærke”.
I rapporten fortæller ulvekonsulenten også, at han har rådgivet kødkvægavleren til at forstærke det elektriske hegn omkring dyrene i kælvningsperioden.
Se også indslag fra TV2 Nordjylland her: