En række organisationer i Norge står bag en ansøgning om at teste jagt med bue og pil, med henblik på at lovliggøre jagt med dette våben i Norge. Den norske miljøminister er positiv overfor ønsket.
Af Redaktionen
De fem organisationer: Norges Jeger- og Fiskeforbund, Norges Skogeierforbund, Norskog, Norges Bondelag og Norges Buejegerforbund står sammen om en ansøgning for at få indført en prøveordning for buejagt i Norge.
Projektet skal løbe i 3 år for at teste forskellige jagtformer med bue og pil i Norge. Herudover er det formålet at undersøge forskellige forhold omkring praktisk jagt, blandt andet uddannelse, skydeprøver og anskydning. I Sverige har der været en lignende prøveordning over fire år i forbindelse med jagt i hegn, mens buejagt blev indført som lovlig jagtform i Danmark i 1998.
“For Norges Bondelag er hensynet til dyrevelfærd vigtig ved al udøvelse af jagt. Hvis der udarbejdes et regelsæt om buejægernes uddannelse, skydeprøver og tekniske krav til udstyret som sikrer dyrevelfærden på samme niveau som ved almindelig jagt, er der ingen vildtfaglige argumenter for ikke at tillade buejagt i Norge”, siger seniorrådgiver Finn Erlend Ødegård.
Erling Flatby fra Norges Buejegerforbund håber at få tilladelse til at drive buejagt i Norge. “Det er en mere intens måde at jage på, fordi du kommer tættere på vildtet. Der kræves meget mere af jægeren og det giver et større adrenalinkick end når du skyder med riffel. Når du skyder et dyr på 20 meters afstand, er du indenfor vildtets “komfortzone”. Buejagt drives ikke for at fylde fryseren. Vi jager for spændingens skyld, og på dyrenes præmisser”, siger Flatby.
Miljøminister Erik Solheim har signaleret at han er positiv overfor ansøgningen, som kommer på bordet i forbindelse med at Direktoratet for naturforvaltning (DN) har sendt den forslaget til høring. “Der er en tusind år gammel tradition for at skyde med bue og pil i Norge. De moderne våben er vældig træfsikre og effektive. Der kan være dyreetiske betænkeligheder med jagtformen, og vi vil lytte til alle input før vi bestemmer os. Men vi vil samtidig lægge vægt på erfaringerne fra vore nabolande. Det er en vigtig faktor at andre nordiske lande der har afprøvet dette, mener at det er vellykket”, siger Solheim.
Dyrevernalliansen er – ikke overraskende – stærkt negative overfor forslaget. Daglig leder Anton Krag betegner ansøgningen som useriøs:
“De hævder at jagt med pil og bue er mere humant og henviser til at de nye buer er mere træfsikre og har mere styrke. Alligevel har de søgt om at kunne skyde alle vildtarter med ældre typer buer også. Vi mener at buejagt lægger for stor vægt på jægerens interesser, men der tages for lidt hensyn til dyrevelfærden”, siger Krag, og fortsætter:
“Hvis det bliver lovligt at jage med pil og bue, er det absurd at forestille sig hvilke andre jagtmuligheder der kan blive genindført. Hvad bliver det næste? Jagt med spyd og sværd? Det er ikke humane jagtformer, selv om de sikkert er spændende for jægerne”
Netnatur.dk følger op på sagen når der foreligger nyt om resultatet af høringen.