Danmarks Sportsfiskerforbund starter kampagnen “Beskyt de små vandløb” for at rette fokus på de små vandløb, som miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen har bebudet skal ud af vandplanerne …
Af Christian Flinker, DN.DK
“Beskyt de små vandløb” er Danmarks Sportsfiskerforbunds nye kampagne, som skal sætte fokus på de små vandløb og gøre det klart for danskerne og politikkerne, hvad man sætter på spil ved at fjerne naturbeskyttelsen af flere tusind kilometer små vandløb.
Filmprojekt i samarbejde med de grønne
Blandt tiltagene i kampagnen er en serie af film, som er lavet af Danmarks Sportsfiskerforbund i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening og Verdensnaturfonden. I filmene optræder forskellige eksperter, som hver især bidrager med deres viden om de små vandløbs værdi for natur, dyreliv, fiskebestande og Danmarks samfundsøkonomi.
Serien starter med en film om livet i de små vandløb. Jan Nielsen, biolog og fiskeplejekonsulent fra DTU Aqua, fortæller her om det sunde vandløb, hvor fisk og smådyr trives.
I den kommende tid er der premiere på de næste film i rækken, inden serien kulminerer i en hovedfilm med eksperternes væsentligste pointer om vandløbs-problematikken.
Efter nytår inviterer Danmarks Sportsfiskerforbund Miljø- og Fødevareminister Eva Kjer Hansen og partiernes miljøordførere til at se filmene og forholde sig til eksperternes budskaber om de små vandløb.