Miljøminister Lea Wermelin går imod strømmen i forhold til den tidligere regering og formulerer miljømål for 500 km vandløb
Error, group does not exist! Check your syntax! (ID: 144)
Af Miljøministeriet
Miljøminister Lea Wermelin har besluttet, at flere vandløb vil få et konkret miljømål i de næste vandområdeplaner. I alt kommer det til at dreje sig om op til 500 km vandløb landet over.
– Vi skal passe godt på naturen i vores vandløb. Den tidligere regerings forhastede beslutning omkring ændring af vandområdeplanerne betød, at mange kilometer vandløb udgik af vandområdeplanerne, selvom behandlingen af de lokale vandråds indberetninger endnu ikke var afsluttet. Jeg vil gerne lytte til interesserenterne og kommunerne, og derfor retter jeg op på den beslutning nu, siger miljøministeren.
Samtidig vil miljøministeren sammen med de væsentligste interessenter nedsætte et panel, der kan give faglige og juridiske anbefalinger til, hvordan vandløbsforvaltningen kan beskytte tilstanden i målsatte danske vandløb.
Ministeren har understreget dette i et brev til alle vandløbsmyndighederne.
– Jeg lægger vægt på, hvordan vi fra statens side kan understøtte de lokale myndigheders grundlag for at kunne balancere vandløbsforvaltningen med hensyn til bl.a. miljø, klimatilpasning og afvanding. Derfor skal vi have en ny proces for at få en vandløbsforvaltning, som alle kan se sig selv i, og hvor jeg lægger op til et bredt politisk samarbejde, siger miljøministeren.
Ændringerne med hensyn til de målsatte vandløb er bredt fordelt i landet. Særligt sættes der konkrete miljømål for vandløb i Vest- og Østjylland, hvor vandløb omkring bl.a. Ringkøbing, Skjern og Aarhus udgik under den tidligere regering.
Error, group does not exist! Check your syntax! (ID: 144)