Fattige lande som Bhutan, Nepal, Bangladesh og Indien har nu sat tal på deres tigerbestande – WWF opfordrer nu rigere lande som Thailand, Malaysia og Indonesien til at få optalt deres tigerbestande
Af WWF
Bhutan offentliggjorde i dag landets første tiger-undersøgelse nogensinde. Bhutan er dermed det seneste land, der har sat tal på deres bestand af tigre. Tallet viser at der lever 103 tigre i den lille bjergstat i Himalaya. Mod forventet omkring 75.
WWF har arbejdet tæt sammen med regeringen i Bhutan om denne dyre og krævende tigerundersøgelse.
Optællingen viser, at tigre er blevet påvist i næsten alle dele af Bhutan -lige fra den tætte subtropiske jungle til bjergområder i 4000 meters højde.
– Det er et stort fremskridt i sig selv at få sat tal på tiger-betanden i et land eller område. Når tigre er påvist i et område, bliver det lettere at passe på dem. Og man kan langt bedre målrette og prioritere sin beskyttelsesindsats. Så optælling af bestande er helt afgørende i indsatsen for tigrene, siger WWF Verdensnaturfondens wildlife-biolog, Thor Hjarsen.
Nedslående tal fra Bangladesh
Bangladesh offentliggjorde forleden nye tigertal.
– Nye og mere nøjagtige metoder viser nu, at der desværre kun lever 106 tigre i Bangladesh. Tidligere mente man at tallet var 440. Det giver naturligvis anledning til stor bekymring, da denne bestand af tigre er unik og adskildt fra andre bestande. Den lille bestand er meget følsom overfor ulovlig jagt og de cykloner, som rammer Den Bengalske Bugt, siger Thor Hjarsen.
Nepal opgjorde i 2013 ved en grundig optælling deres tigerbestand til 198.
30 procent fremgang i Indien
I starten af 2015 offentliggjorde den indiske regering – i samarbejde med WWF – nye tal for den indiske
tigerbestand. Og her er nu 2226 tigre – en fremgang på 30% i forhold til seneste opgørelse.
– Indien har i årtier satset meget på at beskytte tigrene med meget veldrevne nationalparker og beskyttede områder, som rummer meget store bestande af tigerens byttedyr som hjorte og vildsvin, som betyder, at tigeren har rigeligt med føde. Det er bemærkelsesværdigt, at et så tæt befolket land som Indien formår at beskytte sin tigerbestand og endda sikre, at den vokser, understreger Thor Hjarsen.
Samlet set vurderer WWF Verdensnaturfonden at verdens totale bestand af tigre i naturen tæller ned til 3200 dyr. Det er mere end en halvering siden 1998. Så situationen er ganske alvorlig.
Det, der især truer tigrene, er ødelæggelse af levesteder, jagt på deres byttedyr – dvs fx hjorte og vildsvin, samt krybskytteri og ulovlig jagt.
Appel til rigere lande
Tæl nu Jeres tigre. “Fattige lande som Nepal, Bhutan, Bangladesh og Indien har nu fået optalt deres tigerbestande. Derimod mangler vi stadig opdaterede og troværdige bestandstal fra rigere lande som Thailand, Malaysia og Indonesien. WWF kan ikke stærkt nok opfordre disse lande til at få talt deres tigerbestande”, understreger Thor Hjarsen.
WWF’s globale målsætning er at den nuværende tigerbestand skal fordobles inden år 2022. Det sker i en lang række projekter i samarbejde med regeringer, forskere, nationalparker og lokalbefolkninger.
Fakta 1:
Ny teknik er taget i brug for at tælle tigre. Automatiske vildtkameraer sættes på træstammer, og tager fotos af tigrene både nat og dag. Tigrene kan skelnes fra hinanden på stribernes mønstre, der fungerer som deres “fingeraftryk”. I Indien har man desuden indsamlet afføring fra tigre og lavet DNA-analyser. Herved har man også kunnet skelne individer af tigre fra hinanden.
Fakta 2:
Der findes i dag 6 underarter af tigre – 3 andre underarter er allerede uddøde. Tigrene lever i Indien, Nepal, Bhutan, Bangladesh, Myanmar, Thailand, Indonesien, Rusland og Kina. Der er ikke længere ynglende tigre i Laos, Cambodja og Vietnam. Verdens samlede bestand anslås af WWF til ca. 3200 dyr.
Fakta 3:
WWF Verdensnaturfonden deltager i et konkret beskyttelsesprojekt, der går ud på at beskytte tigrene i skovområder i grænseområdet mellem Thailand og Myanmar. Det sker med støtte fra Aage V. Jensen Charity Foundation.