Britisk olieselskab dropper efter langvarigt pres fra WWF Verdensnaturfonden nu sine aktiviteter i naturperlen Virunga Nationalpark – og lover samtidig at holde sig ude af alle andre UNESCO-verdensarvsområder …
Af WWF
Olieselskabet Soco International PLC stopper sine aktiviteter i Afrikas ældste nationalpark, Virunga Nationalpark i DR Congo, og forpligter sig til at forblive ude af alle andre UNESCO-verdensarvsområder.
Det er en stor sejr for naturen og hele vores planet, lyder det fra WWF Verdensnaturfonden, der i lang tid har kæmpet for at stoppe Socos kontroversielle olieudvindingsplaner i nationalparken, der siden 1979 har været udpeget som et UNESCO-verdensarvsområde.
– Vi har nu fået fjernet den mest akutte trussel mod Virunga og parkens enestående natur- og dyreliv. Lokalbefolkningen og de udryddelsestruede bjerggorillaer, som er blandt parkens mest ikoniske dyr, kan ånde lettet op, udtaler Gitte Seeberg, WWF Verdensnaturfonden.
Over 750.000 støtter – heraf flere tusinde danskere – har gennem en underskriftsindsamling forlangt, at Soco stopper sine aktiviteter i parken.
– Nu er tiden inde til at regeringen i DR Congo annullerer alle de olielicenser, der er i parken og på den måde beviser, at de mener det alvorligt, når de tidligere har fastslået, at Virunga har enestående værdi for hele kloden, slutter Gitte Seeberg.
Socos retræte fra Virunga kommer efter det franske olieselskab Total i fjor droppede sine planer om olieudvinding i parken.






