På den netop overståede Outdoor 2015-messe melder Jægere mod Cancer om meget stor interesse blandt jægerne for at støtte op om initiativet …
Af Redaktionen
Initiativtagerne til Jægere mod Cancer er rigtig godt tilfredse med den modtagelse, jægerne gav indsamlingen på Outdoor 2015-messen. Der summede af liv på standen under hele messen, og interesserede gæster støttede godt op om indsamlingen. Standen var præget af en meget positiv stemning gennem hele messen og mange af de andre udstillere lagde også vejen forbi for at give et skulderklap til Jægere mod Cancer.
Motivationen i top
– Vi er helt klart motiveret til at stille op til flere af denne slags arrangementer, udtaler Glenn Mosbæk Hegaard, der er én af personerne bag indsamlingen, der går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelses generelle arbejde.
– Det ser ud til, at vores budskab er kommet ud og jægerne har set, at her er en mulighed for at vise den øvrige befolkning, at vi jægere også tænker på de store samfundsmæssige byrder som kampen mod Cancer.
I takt med at de sidste indbetalinger formodentlig snart kommer ind kan messens indsamlingsresultat således opgøres til:
15.546,- fra salg af jagtbøger, doneret af Forlaget Michael Sand
05.466,- fra indsamlingsbøssen, der var opstillet på standen.
03.500,- fra de trofæopmålinger, som Lars Buchard udførte for messegæsterne.
04.000,- fra den rejse til Sydafrika, som Matswani Safaris donerede til den stille auktion
05.670,- fra den rejse til Sydafrika, som Amakulu Safari donerede til den stille auktion
03.750,- fra de vildsvine jagter i Sverige, som Tom Søborg donerede til den stille auktion
03.600,- fra den kikkert, som Swarovski Optik donerede til den stille auktion.
01.950,- fra de sidste t-shirts, som Dusk n’ Dawn donerede til Jægere mod Cancer.
43.482,- totalt til Kræftens Bekæmpelse.
Således er den godt 3 uger gamle indsamling nu oppe på 62.638,-
Derudover uddeltes på standen ikke mindre end 800 smagsprøver af de to udsøgte Italienske vine, som favoritvin.dk har været så storsindede at brande i Jægere mod Cancers navn i en kampagne, hvor disse 79,- kroners vine kan købes for 60,- pr. flaske, hvoraf 12,- (20%) går til Jægere mod Cancer. Alle disse smagsprøver burde give anledning til at nogle af gæsterne på messen vælger at støtte os ved efterfølgende gå hjem og bestille af vinen på favoritvin.dk
Næste større arrangement for Jægere mod Cancer bliver på jagtfestivalen i Farum den 17. – 19. april. Hertil vil vi gerne opfordre jagtbranchen til at donere til vores stille auktion i god tid, således at auktionerne kan blive grundigt præsenteret inden messen i Farum.






