Kan verdens kraftigste lommelygte anvendes som fotolys under fotojagt i mørket. Det havde jeg besluttet at prøve…
Af Redaktionen
Vildttælling ved nattetide ved hjælp af kunstigt lys kan virke som en skummel affære, da fejende lyskegler over mark og eng kan give forbipasserende associationer om krybskytteri. Men da jeg – meget belejligt – fik mulighed for at deltage på en natlig ekspedition på et større dansk jagtområde, sagde jeg ikke nej tak. Med risiko for at blive slået i hartkorn med mørkets mænd, greb jeg chancen og tog med på en lille safari, hvor vi ved hjælp af kunstigt lys skulle danne os et overblik over områdets bestand af hjortevildt. Turen ville nemlig give mig en mulighed for at afprøve verdens vel nok kraftigste håndholdte lygte. En lygte baseret på et prismesystem udviklet af det danske firma Wiseled i Allerød.
Til turen havde jeg valgt den kraftigste lygte i serien med en lysstyrke på mellem 1000 og 1500 lumen. Lygten betegnes som verdens kraftigste lommelygte. Det var mit håb, at den ca. 25 cm lange og 870 gram tunge lygte kunne bruges som en slags flash under mine fotooptagelser. Dette ville åbne op for spændende dyre- og fugleoptagelser ved nattetide. Vel er jeg vidende om, at der blandt brugerne af denne side er langt mellem personer, som efterlyser en fotolygte til optagelser ved nattetide. Men kan lygten fungere som fotolys i mørket, er det vanskeligt at forestille sig en opgave, som den kraftige lygte ikke kan klare.
Tactical er den mest lysstærke lygte i serien på fire, der alle udmærker sig på række områder. Dels er de alle baseret på et indbygget genopladeligt batteri, som virksomheden forventer vil holde ca. 10 år afhængig af forbruget, mens LED’erne er garanteret 55.000 timers brændetid. (Et nyt batteri kræver, at lygten indsendes til fabrikken.) Desuden garanteres det, at lygterne holder vand ned til meget stor dybde, hvilket har gjort serien populær blandt dykkere.
Endelig er der mulighed for at købe flere tillægsprodukter. Bl.a. kan flere af modellerne monteres med et lys, der gør det nemmere at se blodstænk ved nattetide. Lyset er udviklet til retsmedicinsk brug, men skulle også give jægere mulighed for nemmere at se schweiss på f.eks. anskudsstedet, når mørket har sænket sig. Især ved anvendelse af væsken luminol. Denne funktion nåede jeg dog ikke at afprøve før jeg efter et par dages venlig udlån afleverede serien tilbage til Mercia Outdoor, der er den danske forhandler af serien. Men tilbage til fotooptagelsen …
Lommelygten afslørede ved første tryk på knappen et ganske imponerende lysskær. Da der ikke var tale om en egentlig test, kan jeg af gode grunde ikke udtale mig om lysstyrkens relative evner, men kan dog oplyse, at lysstyrken var overraskende god. Helt på højde med billygterne og den projektør, der var monteret på terrænejernes firehjulstrukne køretøj, var den dog ikke.
Konklusionen på den lille fotosafari ved nattetid var, at der generelt manglede lidt lys, når vi fra tid til anden fangede vildt i lyskeglen. Selv om kammeret var indstillet til hele 3200 ISO, som gør det muligt at fotografere under meget dårlige lysforhold, manglede der – selv med stativ til den lange og lysstærke telellinse – et par lukketider for at skabe skarpe og ikke rystede billeder. Til gengæld kunne vi tydeligt se de dyr, som vi lyste på… Også i kikkert.
Sidst på aftenen overraskede vi dog en lille rudel dåvildt, som holdt for bilen – måske blændet af lommelygtens kraftige skær. Dette gav mig mulighed for at få dagens eneste ikke rystede billede i kassen.(se opslagsfoto til denne artikel) Så jo, det er muligt at anvende lygten som flash. Det er bare vanskeligt – især da man skal meget tæt på. Er foto-skudholdet langt spredes lyset. Især den pågældende aften med høj luftfugtighed var dette et problem.
På en helt klar nat ville jeg formode, at vi vil få flere brugbare billeder. Konklusionen er dog stadig, at det ikke er en lygte anvendelig til nattefotografering på længere hold. Det rokker dog ikke ved, at det er en helt usædvanlig kraftig lommelygte til jægere og andre, der er villige til at betale prisen for at eje denne nyudvikling.
Prisen for den mindste model i serien kaldet Stealth er kr. 1.699, – mens den her omtalte model koster ikke mindre end kr. 4.799,-
Slutteligt skal det nævnes, at lygten også kan oplades via 12 volt batterier. Men i stedet for at anvende cigarettænderen og have besværet med løse ledninger anbefales det, at opladeren kobles direkte på batteriet og at man anvender en lygteholder.(ekstraudstyr kr. 249,-) Dermed har bilisten altid en fuldt opladet lommelygte indenfor rækkevidde.