De første tilladelser til regulering af nærgående ulve er nu givet i Sydvestjylland
Problemulve må nu skydes i Oksbøl-området
Af Redaktionen
Problemulve i Oksbøl-området kan nu reguleres efter de første tilladelser er givet af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
To af i alt 13 ansøgninger har ført til tilladelser til at skyde ulve, som vurderes at have udvist nærgående og opsøgende adfærd over for mennesker.
Forskere har gennem vinteren og foråret registreret flere episoder, hvor ulve er kommet tæt på mennesker i området. Myndighederne vurderer, at mindst to ulve har ændret adfærd – muligvis fordi de er blevet fodret.
Klage til EU-Kommissionen
Sagen har allerede udløst kritik fra foreningen Ulvetid.
Formand Ole Pedersen har indgivet en klage til Europa-Kommissionen, da han mener, at tilladelserne strider mod EU’s habitatdirektiv.
Han frygter samtidig, at de forkerte ulve bliver skudt.
– De mennesker, der nu får en tilladelse til at skyde en ulv, aner ikke, hvad de skyder på. De risikerer at skyde en helt tilfældig ulv, der overhovedet ikke har skabt problemer, siger Ole Pedersen.
LÆS også om politianmeldelse af Folketingspolitikere, der har ytret sig på Facebook om ulve
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø fastholder, at reguleringen er lovlig og i overensstemmelse med EU-reglerne.
Hos Danmarks Jægerforbund bakker man op om myndighedernes vurdering og forbundet påpeger at tilladelserne kan trækkes tilbage, hvis myndighederne vurderer, at reguleringen går for vidt.
Ulv og EU-regler
Ulven er fredet i Danmark og beskyttet gennem EU’s habitatdirektiv. Der kan dog gives tilladelse til regulering af såkaldte problemulve, hvis dyr vurderes at udvise unaturlig eller problematisk adfærd tæt på mennesker.
Ulve bliver normalt sky over for mennesker. Når ulve gentagne gange opsøger bebyggelse eller mennesker uden naturlig flugtadfærd, kan de betegnes som problemulve. Diskussionen handler blandt andet om, hvorvidt myndighederne præcist kan identificere de konkrete dyr, der har ændret adfærd.









