Reguleringstilladelse til problemulv
Myndighederne har givet tilladelse til regulering efter flere episoder med en nærgående ulv tæt på borgere
Reguleringstilladelse til problemulv
Af Redaktionen
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har udstedt en reguleringstilladelse til ulv efter tre episoder inden for en måned, hvor en ulv er kommet meget tæt på mennesker.
Der igangsættes nu en reguleringsindsats efter gentagne episoder med ulve, der har bevæget sig tæt på borgere.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har givet Naturstyrelsen tilladelse til at regulere ulv. Tilladelsen er geografisk knyttet til de berørte byområder for at sikre, at indsatsen bliver så målrettet som muligt.
Baggrunden er tre registrerede episoder inden for en måned. Den første fandt sted 9. januar. Senere blev en skovgæst fulgt tæt af en ulv, og den 13. februar kom en ulv på cirka én meters afstand af en kvinde på en hovedgade.
Ifølge styrelsen tyder hændelserne på, at mindst én ulv har mistet sin naturlige skyhed over for mennesker. Der er dog ikke på nuværende tidspunkt indikationer på, at ulven har udvist direkte farlig adfærd.
Borgerne opfordres til at bidrage
For at sikre en effektiv og målrettet regulering indsamles der nu information om ulvenes færden i området.
Borgere opfordres til at indsende fotos og videoer af ulve, herunder optagelser fra overvågningskameraer ved sommerhuse og lignende. Materiale fra de seneste måneder har interesse, og særligt optagelser fra 13. februar ønskes. Tid og sted skal oplyses ved indsendelse.
Undgå fodring af vilde dyr
Styrelsen opfordrer samtidig borgerne til ikke at lægge foder ud til vilde dyr – heller ikke til ræve eller kronvildt. Tilgængelig mad i bynære områder kan tiltrække ulve og medvirke til, at de vænner sig til menneskelig aktivitet og mister deres naturlige skyhed.
Møder man en ulv, anbefales det at holde afstand. Kommer ulven tæt på, bør man forsøge at skræmme den ved at råbe højt, stampe i jorden og klappe i hænderne. Der kan også kastes grene eller andet forhåndenværende mod dyret.








