Selv om især fældefangst har vist sig meget effektiv, er bestanden af den invasive vaskebjørn stadig i voldsom fremgang
284.220 vaskebjørne blev nedlagt i jagtåret 2024/25 – mere end en fordobling på ti år
Rekordmange vaskebjørne nedlagt i Tyskland
Af Redaktionen
Den hastigt voksende bestand af vaskebjørne i Tyskland betyder, at arten i dag findes i størstedelen af landets jagtrevirer. Nye tal viser samtidig en markant stigning i antallet af nedlagte dyr.
Ifølge nye tal fra Deutscher Jagdverband nedlagde tyske jægere 284.220 vaskebjørne i jagtåret 2024/25. Det er mere end dobbelt så mange som for blot ti år siden.
Vaskebjørnen blev oprindeligt indført til Europa fra Nordamerika, men arten har siden spredt sig hurtigt i Tyskland. I dag forekommer vaskebjørne i mere end to tredjedele af landets jagtområder, og i nogle regioner findes de i op mod 90 procent af territorierne.
Pres på biodiversiteten
Den voksende bestand giver ifølge flere vurderinger – herunder informationer fra FACE – et stigende pres på biodiversiteten.
I forårets ynglesæson opsøger vaskebjørne blandt andet padder som frøer, tudser og salamandre, og i visse områder kan det være medvirkende til lokale tilbagegange i bestandene.
Fældefangst spiller vigtig rolle
Overvågningsdata viser samtidig, at fire ud af ti vaskebjørne fanges i levende fælder, hvilket understreger fældefangstens betydning som redskab i forvaltningen af arten.

Globalt betragtes invasive arter som en af de fem væsentligste drivkræfter bag tab af biodiversitet. Regulering af arter som vaskebjørnen fremhæves derfor som et bidrag til beskyttelsen af hjemmehørende dyrearter og økosystemer.
Fakta om vaskebjørnen
Vaskebjørnen (Raccoon) stammer oprindeligt fra Nordamerika, hvor arten naturligt lever fra Canada til Mellemamerika. I Europa blev vaskebjørnen indført i første halvdel af 1900-tallet, blandt andet i Tyskland, hvor dyr fra pelsfarme blev sat ud eller undslap. Særligt en udsætning i Hessen i 1934 samt senere undslupne dyr fra pelsfarme bidrog til etableringen af en fri bestand.
Vaskebjørn er et mellemstort rovdyr, der kan veje mellem fem og ti kilo. Den er let genkendelig på den karakteristiske sorte “maske” omkring øjnene og den ringstribede hale. Vaskebjørnen er altædende og meget tilpasningsdygtig.
Vaskebjørn lever af alt fra insekter, smådyr, fugleæg og padder til frugt, korn og affald, hvilket gør den særligt succesfuld i kulturlandskaber og i bynære områder.
I dag findes vaskebjørnen i store dele af Tyskland og breder sig fortsat mod nord og vest. I grænseområdet til Danmark – særligt i Slesvig-Holsten – registreres arten nu regelmæssigt, og enkelte dyr observeres også i Danmark.
I Danmark betragtes vaskebjørnen som en invasiv art, og myndighederne arbejder på at begrænse etableringen af en fast bestand gennem regulering og indfangning.
Det danske vildsvinehegn, der skal beskytte den danske svineksport mod afrikansk svinepest, vil næppe være nogen hindring for at den voldsomme udvikling før eller siden vil ramme landegrænsen …
P.t. optræder vaskebjørne i Danmark kun undtagelsvist …
![]() |
![]() |
![]() |
Synspunker, der ønskes optaget på Netnatur.dk, kan sendes til info@netnatur.dk











