Netnatur, som har fulgt det såkaldte Jagtens Forår tæt i de sidste uger, noterede sig for ikke færre end 6.752 besøg lørdag d. 4. januar, hvor Danmarks Jægerforbund sagde ja til et nyt domicil …
Af Redaktionen
Aldrig tidligere har Netnatur haft så mange besøg på en lørdag. Ikke færre end 6.752 gange blev siden besøgt lørdag d. 4. januar.
– Der er næppe tvivl om, at domicilsagen og vores dækning af det såkaldte Jagtens Forår, er en del af forklaringen på den generelt kraftige vækst, sitet har oplevet, lyder det fra redaktionen.
Netnatur har været et af de eneste steder, hvor medlemmerne af Danmarks Jægerforbund og andre med interesse for sagen har kunne søge information om byggeprojektet Jagtens Hus. Forbundets egen webredaktion har skrevet en enkelt udetaljeret artikel om byggeplanerne og gemt de mere detaljerede planer af vejen i en afkrog af sitet med krav til login. Forbundets medlemsblad har også svigtet deres oplysningspligt og har ikke nævnt byggeplanerne med et ord, hævder Netnatur redaktionen.
Også på Facebook har gruppen alle os der går på jagt oplevet meget stor interesse for sagen. Flere debat-tråde om emnet kan notere sig for mellem 500 og helt op til over 1000 indlæg.
Men trods den voldsomme interesse har Danmarks Jægerforbund tilsyneladende holdt sig passiv i forhold til den verserende online-debat. Men få minutter efter at forbundets delegerede stemte ja til byggeplanerne, og gældsætningen på op til 40 millioner kroner, vågnede DJ’s web-redaktion op og bragte en længere artikel om afstemningen og de nye planer.
Netnatur oplyser, at de er glade for, at forbundets webredaktion atter påtager sig deres del af informationspligten og ønsker dem velkommen tilbage.
– Der skal ikke herske tvivl om, at det er ressourcekrævende, set i forhold til de mandetimer, vi har til rådighed, at følge de mange debatter. Det kræver rigtig megen tid at holde læserne orienteret om, hvad der rører sig i det såkaldte Jagtens Forår, oplyser Netnatur. Men selv om forbundets webredaktion nu er tilbage på sagen, slipper Netnatur ikke sin dækning.
Også fremover agter vi at følge debatterne i Jagtens Forår, oplyser redaktionen på Netnatur …
– Besøgstallet taler trods alt sit tydelige sprog og afslører stor interesse for sagen. Holder prognosen for de første dage i januar, vil sitet lande på ikke færre end 171.000 besøg i årets første måned. Sker det, vil der være tale om en kraftig vækst målt i forhold til f.eks. julemåneden, hvor vi samlet set nåede cirka 116.00 besøg på Netnatur.dk
– De cirka 40.000 personer, der holder sig opdateret via nyhedsoversigten på Netnaturs apps, tæller ikke med i statistikken.
– Kun når de aktivt klikker på overskriften, efterlades der et besøg på Netnatur.dk, lyder det altså fra Netnaturs redaktion, der er en løst organiseret netværksorganisation med beskedent domicil i den Jyske Ås.