Der var engang, hvor mænd havde hår på brystet og en jagtriffel sparkede. Det hævder Ib Nordentoft Andersen i en artikel, som han har kaldt for rekyl for rigtige mandfolk
Rekyl for rigtige mandfolk
Af Ib Nordentoft Andersen (arkiv)
Man må have mig undskyldt for undtagelsesvis, at dreje opmærksomheden hen omkring et liden kendt kontinent mod syd kaldet Afrika! Men engang omkring 1873 trissede en fyr ved navn Frederick Courteney Selous rundt dernede i kongedømmet Matabeleland.
Landets store Boss, en svært overvægtig, podagra-plaget fyr der lystrede navnet Lobengula, havde givet gæve Selous lov til at skyde Jumboer i Kongeriget. Dengang var der et pænt overskud af elefanter, man gerne ville lade oversøiske turister skyde, mod et passende vederlag naturligvis.
LÆS OGSÅ:
REKYL I RIFLER – TEORI OG PRAKSIS
Four-to-the-Pounders
Nu var det sådan, at de smarte unge nybegyndere i Londons våbenbranche, ham Rigby og de der to brødre fra Amsterdam, endnu ikke var kommet i gang med at bygge deres fine små “damebøsser” i lette kalibrer som .500 og .600 Nitro Lyntog. Altså måtte stakkels Selous, der heldigvis havde fået en god Gentleman uddannelse på Rugby Kostskolen, klare sig med et par kakkelovnsrør kaldet ”Four-to-the-Pounders”.
Det pudsige navn skyldes ikke prisen, der ellers var slem nok. Men det logiske faktum, at disse små kopier af Vesuv var så forslugne, at et helt pund bly kun rakte til at støbe fire kugler.
Da unge Frederick, der på det groveste havde forstyrret sin Fru Moder Nytårsaften 1851 ved at lade sig føde, som sagt havde fået en passende uddannelse. Han havde selvfølgelig ansat nogle lokale turistguides til at bære kanonerne, mens de viste vej rundt i elefantparken.
Under disse hyggelige picnics grundlagde Frederick den senere Engelske tradition, hvor en rigtig Gentleman har et antal ladere stående bag sig. Laderne kunne hurtigt genlade den bagudrakte tomme bøsse og elegant returnere den fyldt med en passende mængde af færdigblandet kunstgødning og bly.
Riffel på syv kilo
Når sådan en Selous picnic, senere kaldet safari, fandt en flok jumboer, fik Frederick stukket en af de godt syv kilo tunge tordenkæppe i hånden. Når han så var nået ind på omkring ti meters afstand affyrede Selous modigt denne mandsbårne morter.
Sceneriet forsvandt omgående i en enorm røgsky. Men efter nogle sekunder, når røgen var lettet og Frederick havde genvundet balancen, kunne man ved sløret selvsyn konstatere, om den ca. 120 gram tunge blykugle nu også havde påvirket elefanten.
Hvis dette ikke var tilfældet, fik Frederick stukket en frisk kanon i hånden og forestillingen kørte reprise. Mens den modige jæger tog sigte og skød, var hjælperne travlt optaget af at genlade den første bøsse. D.v.s., hvis de da ikke i mellemtiden var stukket af.
Efter hvert skud gentog forestillingen sig og efterhånden, som jægerens skulder skiftede farve fra hvid via blå til sort, faldt elefanterne i en lind strøm.
På en særlig minderig picnic havde Frederick en lille oplevelse, han senere i livet yndede at berette for de nye turister, der omkring 1890 oversvømmede Matabeleland:
I den sydøstlige del af Kong Lobengula’s rige havde ukendte mennesker nogle hundrede år tidligere lagt en hel del løse sten ovenpå hinanden og kaldt stedet for ”Bygning af Sten”, hvilket Lubengula’s naboer Shonaerne på deres sprog oversatte til Zimbabwe.
Desværre havde elefanterne gnubbet sig gevaldigt op af disse bygninger, som efterhånden var næsten helt faldet sammen og følgelig nu blev kaldt “Zimbabwe Ruinerne”.
“For at redde landets fremtidige varemærke bad Lobengula’s turisthøvding derfor Frederick om at skyde elefanterne.”
For meget af det gode
På én af de første jagter gik det dog galt. Efter at jagtselskabet havde sneget sig ind på tre store elefanttyre, trykkede Frederick på aftrækkeren. Den første elefant faldt som ramt af lynet, også nummer to blev hurtigt nedlagt. Så nu var der kun én tilbage.
Endnu en frisk ladet riffel langes frem, der tages sigte og pludseligt står himmel og jord i ét. Ud af en enorm røgsky flyver Selous i én retning, i en anden flyver resterne af en af de to ”Four to the Pounders” og i en tredje retning forsvinder den sidste elefant. Den blev ikke set siden.
Adskillige minutter efter røgen er lettet og stilheden atter har sænket sig over Kong Lobengula’s Rige, returnerer de endnu engang modige hjælpere. De finder en lettere omtåget Selous liggende bag en klippe med højre skulder næsten slået af led. Tillige nogle forstuvede fingre og enkelte fortænder slået løse.
Ved en senere Post – næsten – Mortem viser det sig, at riflen var blevet genladet uden brug af krudthorn eller lignende moderniteter. Den havde blot havde fået en generøs håndfuld krudt eller to, hældt ned i løbet mens laderen ellers løb fremad.
LÆS OGSÅ:
REKYL I RIFLER – TEORI OG PRAKSIS
Mærket for livet
Senere i livet indrømmede Selous, at rekylen fra de enorme kanoner havde givet ham en voldsom reaktion overfor rekyl og ødelagt hans evne til at skyde uden at ”mugge” sine skud.
For at sætte tingene lidt i perspektiv kan nævnes at en kaliber 6,5×55 har en rekyl på små 15 ft/lbs. En normalt ladet Four-to-the-Pounder har ca. 240 ft/lbs.
Resultatet af en eventuel fordobling af krudtladningen vil sikkert være ret interessant at beskue!
Kaliberen på en ”Four-to-the-Pound” er for øvrigt 25,4 mm. Og så piber folk over rekylen fra en sølle .30-06!
Læs mere på netnatur.dk/BUKKEJAGT
 |
 |
KLIK og gå til det undermagasin, som du ønsker. Undermagasinerne på netnatur.dk samler og organiserer nyheder og aktuelt indhol
