Af Redaktionen
Rødben (Tringa tetanus) fra to forskellige bestande raster i Danmark, når de er på vej mellem ynglekvartererne i Østersølandene eller i Nordskandinavien og Rusland, og overvintringsområderne i Middelhavet eller Vestafrika.
Fuglene opholder sig i Danmark juni til august og igen i marts til maj måned.
De vigtigste rasteområder er langs kysterne i Vest- og Nordjylland og især Vadehavet, hvor det ikke er usædvanligt, at op mod 10.000 fugle raster. Danmark er ligeledes yngleområde for omkring 10.000 rødben-par. Bestanden er dog i flere områder gået tilbage i de senere år.
Rødben: Kort om levevis
De rastende rødben holder overvejende til ved de lavvandede kyster, hvor fuglene søger føde på vadefladerne eller på de fugtige enge. Føden består af bl.a. orm, insekter og små krebsdyr.
Rødben yngler på strandenge ved kysterne samt i moser og enge i nærheden af lavvandede søer.
For at et område er egnet som levested for rødben, skal fourageringsområderne være uforstyrrede og vegetationen på engene være lav.