En ny sæson med live-tv fra en havørnereden i Fugleværnsfondens reservat Saksfjed-Hyllekrog på Lolland er netop gået på vingerne
Af Kim Skelmose og Ole Friis Larsen, dof.dk
De næste fire-fem måneder kan du opleve Europas største ørne, når de lægger æg og henter føde, når den første ørneunge prikker sig igennem ægget.
– Havørneparret ser rigtig godt ud i år. Og sidste år viste de, at de er et rigtig godt forældrepar. Så jeg har store forventninger til dem i år. Det tegner ganske enkelt til en helt fantastisk sæson, siger Kim Skelmose, leder af DOF’s Projekt ørn og ØrneTV-mand.
Underholdning døgnet rundt
Med redekameraet tændt er underholdningen sikret 24 timer i døgnet.
Alle kan følge livet på havørnereden live på DOF’s ØrneTV, når der bliver åbnet for transmissionerne. Webkameraet kører på solbatterier, så der kan i den første tid komme sort skærm på grund af mangel på strøm, indtil solen kommer højere på himlen, og forårsvejret forhåbentlig bliver stabilt, oplyser Kim Skelmose.