Det er atter forbudt at jage kron-, då-, og sikavildt med bue og pil Danmark. Forsøget med buejagt på større hjortevildt evalueres, og først herefter besluttes det om jagtformen skal gøres lovlig
Af Miljøstyrelsen
Nogle steder i landet er jagten på det store hjortevildt allerede gået ind, og andre steder ser jægerne med forventning frem til sæsonen første kron- eller dådyr.
Ind til videre er det ikke lovligt at skyde kron-, då- og sikavildt med bue og pil, men buejægerne har mange andre muligheder for at gå lovligt på jagt.
I år skal jagten dog udelukkende foregå med riffel, for det er ikke længere tilladt at jage kron-, då, – og sikavildt med bue og pil, sådan som det har været på forsøgsbasis i perioden 2018-2022.
Overtrædelser kan give bøde
I 2018 blev et forsøg med buejagt på de store hjorte sat i gang. Oprindeligt var det planlagt til at vare tre år, men det blev forlænget med ét år og udløb den 31. august i år.
”Vi skal derfor gøre opmærksom på, at buejagt på det store hjortevildt nu er forbudt her i landet. Ind til andet er besluttet, er det en overtrædelse af våbenbekendtgørelsen at skyde det større hjortevildt med bue og pil, og overtrædelse af reglerne kan medføre bødestraf,” siger forstfuldmægtig i Miljøstyrelsen Ejgil E. Andersen.
DCE evaluerer forsøget
DCE – Aarhus Universitet er i gang med at udarbejde en rapport om forsøget, som blandt andet sammenstiller buejægernes indberetninger med oplysninger fra Schweiss Registeret.
DCE-rapporten vil blive forelagt Vildtforvaltningsrådet, som på baggrund af den kommer med sine anbefalinger til miljøministeren. Først derefter vil der blive taget politisk stilling til de fremtidige regler om buejagt på store hjortevildt.
DCE´s foreløbige evaluering af forsøg med buejagt på stort hjortevildt