Engang var snæblen vidt udbredt i hele den danske, tyske og hollandske del af Vadehavet. I dag findes den kun naturligt ganske få steder
Af Redaktionen
Snæblen (Coregonus oxyrhynchus), også kaldet nordsøsnæblen, er en laksefisk, der tilhører helt-familien.
Den er nært beslægtet med den mere almindelige helt, der kendes fra flere jyske fjorde og søer. Den lever i Vadehavet og gyder i flere af de større sydvestjyske vandløb.
Udseende
Snæblens udseende minder meget om heltens, men snæblen har en iøjnefaldende spids snude, hvorimod helten er butsnudet.
Snæblen vejer højest 2 kilo og opnår en maksimal længde på 50 centimeter.
Udbredelse
Nordsøsnæblen er en sjælden art, og i dag findes den kun naturligt i den danske del af Vadehavet. Tidligere var snæblen almindelig i hele den danske, tyske og hollandske del af Vadehavet.
Vidåen er det vandløb, der har den største bestand af snæbler, men Ribe Å, Varde Å, Brede Å, Kongeåen og Sneum Å anvendes også som gydevandløb.
Levevis
Nordsøsnæblen lever og opvokser i Vadehavet, men om efteråret vandrer den op i større vandløb for at gyde. Arten gyder i de nedre og mellemste dele af vandløbene, som regel hvor bundbredden er 5-6 meter eller mere.
Hannerne bliver kønsmodne i en alder af cirka 3 år og hunnerne i en alder af omkring 4 år. De gydemodne snæbler opsøger strækninger med god strøm, fast bund og forekomst af vintergrønne vandplanter. Gydeperioden er cirka 3 uger og finder sted i november/december.
Snæblen er en laksefisk. Den er nært beslægtet med den almindelige helt, men let at kende fra helten på grund af den spidse snude.
Efter endt gydning trækker snæblen ned i de nedre dele af vandløbene, og udvandringen til Vadehavet finder sted i det tidlige forår.
De klæbende æg gydes frit i vandet og hæfter sig til vandplanter, sten og grus. Æggene klækker i februar-marts, og de nyklækkede larver måler omkring 10 mm.
Undersøgelser har vist, at nyklækkede snæbellarver ikke kan overleve i Vadehavet. Først ved en længde af 30-40 mm ændres ynglens fysiologi, således at de kan tåle skiftet fra ferskvand til saltvand. Det er derfor sandsynligt, at snæblens overlevelse forudsætter, at den nyklækkede yngel føres til områder med stillestående vand f.eks. mindre søer, store åslynger m.v., hvor den første opvækst finder sted.
Når ynglen har opnået en længde på 30-40 mm, i april/maj, vandrer den ud i Vadehavet, hvor den egentlige opvækst finder sted.
Snæblen lever overvejende af dyreplankton, der svæver frit i vandet, men de store fisk lever også af bunddyr.
Naturlige fjender
Snæblen har fjender, både når den opholder sig i vandløbene og i Vadehavet, som primært omfatter rovfisk og fugle.
Nordsøsnæblen har gennem årene været udsat for en række trusler, der har resulteret i, at arten er gået stærkt tilbage.
De væsentligste trusler er opstemning af vandløb, der hindrer de gydemodne fisk i at vandre op til gydeområderne, regulering af vandløb og søer samt efterfølgende hårdhændede vedligeholdelse har ødelagt mange gydeområder og opvækstområder for ynglen.
Vandindtag ved bl.a. dambrug hindrer ynglen i at vandre ud i Vadehavet, forurening medfører bl.a., at æggene ikke kan udvikle sig og kvæles og fiskeri, både lyst- , fritids- og erhvervsfiskeri, medfører, at flere snæbler ender som “bifangst”, til trods for, at arten er totalfredet.
Med henblik på at sikre en naturlig bestand af snæbel, skal arten kunne vandre frit i vandsystemet mellem gydeområderne og opvækstområderne. Er der spærringer på vandløbene, vil det derfor hjælpe arten, at disse fjernes.
Sikring af en naturlig bestand af snæbel vil endvidere indebære, at der er rent vand i vandløbene, og en god fysisk variation med lavvandede grusområder, hvor strømmen er frisk, og mere roligtflydende dybe partier.
Hvor vandløbene løber gennem lysåbne ådale vil tilstedeværelsen af forskellige vandplanter hele året, være en forudsætning for et godt levested for snæbel.
Hvis disse gode forhold ikke er tilstede, kan man gennem en mere skånsom vedligeholdelse eller egentlig restaurering genskabe disse forhold.