Selv om de første dage i den allerførste sæson med gåsejagt i januar måned endnu er præget af mildt vejr, er forventningerne til vinterjagten stadig store blandt syddanske gåsejægere …
Af Redaktionen
– Som gåsejæger må jeg understrege, at den nye jagttid, som giver mulighed for jagt på alle slags jagtbare gæs i januar måned, er noget af det bedste, der er sket i lang tid. Det siger Tobias Larsen fra Nakskov, som er en af landets meget dedikerede gåsejægere.
– Der har ofte været lidt stress på ved udgangen af sæsonen, der indtil i år sluttede den 31.december, fortæller Tobias Larsen, der dog håber på, at januar vil vise sig fra en koldere og mere blæsende side, end den der har kendetegnet de første dage i det nye år.
– Trækket er endnu meget spredt, og det er mit indtryk, at en stor del af gæssene forbliver på vandet og i de jagtfrie reservater. Først når temperaturen falder, søger de mere koncentreret mod nye fødeområder såsom marker med roe-stubbe, hvede og kløvergræs, forklarer Tobias Larsen, der generelt har store forventninger til januar-jagten, selv om jagten bliver vanskelige i takt med at gæssene i løbet af sæsonen gør sig erfaringer med jægere og lokkefugle.
– Sidst på jagtsæsonen er gæssene naturligvis mere sky. Derfor er det særlig vigtigt, at fuglene får ro, og trækket når at samle sig, inden man begynder at drive jagt på dem, forklarer Tobias Larsen, der foretrækker at jage i områder, hvor han ved, at gæssene har haft fred i en periode.
– I områder hvor jagttrykket er stort, kan det være vanskeligt at lokke fuglene på skudhold, og man kan tydeligt mærke, om de netop har været udsat for jagt.
– Hovedparten af de gæs vi skyder sidst på sæsonen er stadig grågæs, kortnæbbede gæs og sædgæs. I nogle områder udgør canadagæs også en del af udbyttet.
– Sæsonen 2014/15 har dog bemærket sig ved en forholdsmæssig stor andel af blisgæs. Vi har haft flere dage med 8-10 blisgæs på paraden. Normalt plejer der kun at ligge en enkelt eller to blandt de nedlagte, slutter Tobias Larsen.
