Danmarks Jægerforbunds formand ser på vegne af Netnaturs opfordring tilbage på året, der gik. Fremhæv de største succeser i Danmarks Jægerforbund uden at stille forbundets lys under en skæppe, lød opfordringen …
Af Claus Lind Christensen, formand for Danmarks Jægerforbund
Ser man tilbage på et helt kalenderår, så sker der noget hver eneste dag i Danmarks Jægerforbund, som bør fremhæves. Enten er det et medlem, der ringer for at få rådgivning, eller også bliver der arbejdet med vildtforvaltning, udarbejdet uddannelsesmateriale, arbejdet på den politiske front, skrevet artikler til vores medier, givet rådgivning til en forening osv. Kort og godt så er der en lang række af medarbejdere, tillidsfolk og medlemmer der dagligt gør en fantastisk indsats for jagten i Danmark.
Ovennævnte er blot et udtræk af alt det, som foregår i Jægerforbundet. Heriblandt opnår vi også vores sejre, som er til gavn for alle jægere i Danmark. Herunder følger nogle af de mest bemærkelsesværdige.
Markvildtindsatsen: En sikker indsats
Markvildt-indsatsen er klart vores største indsats og sejr i 2013, hvor vi blev understøttet af Miljøministeriet med 2,1 mio. kr. af jagttegnsmidlerne. Vi har fået tilsagn om flere midler i 2014, dog udestår de sidste forhandlinger. Derfor kan jeg ikke oplyse om de sidste detaljer før en gang hen i januar 2014.
Dette projekt har på den korte bane været med til at sikre jagttiden på agerhøns generelt og jagttiden på hare i Jylland, som der ellers var bud efter rent politisk. Ikke bare i vildtforvaltningsrådet men også i folketinget. Her er det især Danmarks Naturfredningsforening (DN), der slår på, at haren er oplistet som sårbar, og at den derfor burde været fredet efter forsigtighedsprincippet.
Her var det vores fortjeneste, at vi aktivt kunne vise, at vi gør en stor indsats for netop de to arter. Derfor kunne vi fastholde jagttiden som den er i dag samt vise, at vi gør noget aktivt for de to arter på den lange bane.
Denne indsats påskønnes også klart af miljøministeren.
Nye jagttider
2013 var også året for jagttidsforhandlingerne, som ikke førte til et entydigt tilfredsstillende resultat, men der var også positive elementer i forhandlingerne, f.eks. at jagttiden på gæs forlænges, længere jagttid på fasanhøne, reguleringsmulighederne for ræv udvides, og for første gang åbnes der også for mere seriøs regulering af bramgæs. Desuden blev det slået fast, at forvaltning af hjortene skal ske lokalt. Desuden forsvarede vi og fastholdt agerhønens og harens jagttid.
Indflydelse i Friluftsrådet
I 2013 har vi også opnået at få en plads i Friluftsrådets bestyrelse, et ønske der har været i mange år, men efter en målrettet indsats for at få denne plads, lykkedes det endelig. Dette giver os markant bedre indflydelse på en organisation, som i dag betyder meget i forhold til adgang til naturen, og i det hele taget den nationale naturpolitik. Friluftsrådet har ikke mindst indirekte stor betydning for jagten, og derfor er en plads i bestyrelsen meget værd for jagtens fremtid.
Plan for et nyt pattedyr i Danmark
2013 var også året, hvor ulven kom på alles læber i Danmark. Her valgte Jægerforbundet at gå aktivt ind i arbejdet med at udarbejde en forvaltningsplan. Her lykkedes det at sætte væsentlige aftryk på planen, således at der foreligger en restriktiv plan, der også rummer mulighed for at regulere problemulve, ligesom at der ikke i planen tales om en egentlig dansk ulvebestand.
Lyddæmper tillades til jagt
I 2013 bar vores langsigtede arbejde for at anvende lyddæmpere på rifler til jagt heldigvis frugt. Det,der er tilbage, er faktisk kun teknik i “lovmaskinen”. Her forventes det at blive tilladt at anvende lyddæmper fra og med det nye jagtår efter 1. april.
Det har været et arbejde, hvor der har været arbejdet med embedsmænd i både politiet, justitsministeriet og miljøministeriet, udover at vi har været i dialog med en række politikere.
Nyt materiale til jagttegnseleverne
I 2013 fik vi også vores nye materiale til de nye jagtprøveelever på gaden i form af en ny bog og en tilhørende hjemmeside, hvor der findes supplerende materiale bl.a. i form af videofilm samt nyt undervisningsmateriale til jagtprøvelærerne.
Det nye pensum er nu bragt up-to-date, og der er lagt stor vægt på at uddanne de nye jægere i sikkerhed og i jægerhåndværket. På den måde vil vi også kunne være med til at styrke dialogen med de nye jægere. Arbejdet er endnu ikke slut, da det vil være en langvarig opgave at udvikle på dette vigtige undervisningsmateriale.
En god rammeaftale
2013 var også året, hvor vi fik lavet en overordnet rammeaftale med Naturstyrelsen, der skal sikre vores samarbejde, hvor vi nu arbejder målrettet på at forbedre vores delaftaler med styrelsen, som f.eks. at vi nu har indgået aftalen med styrelsen således, at det er Jægerforbundet, der skal afholde den nye skydeprøve, hvilket vil ske på en række baner i lokalforeningerne.
Det politiske netværk
I løbet af 2013, fik vi også udvidet vores kontaktnetværk til politikerne betragteligt, og i det hele taget har vi brugt meget tid på at få vores politiske arbejde i system, således at vores politiske indflydelse bliver bedre end tidligere.
Et eksempel på et sted, hvor vi var med til at påvirke en vigtig beslutning, er i forbindelse med revisionen af hundeloven, hvor vi samme med f.eks. Dansk Kennel Klub har arbejdet for at skambidninger to hunde imellem ikke pr. automatik skal føre til aflivning. En indsats der ser ud til at lykkes.
Fremtiden er i plan
Sluttelig skal jeg ikke glemme at nævne, at vores strategiplan, som rigtig mange tillidsfolk i organisationen har bidraget til at udforme, blev godkendt i 2013. Her fik vi udformet en ny vision, der lyder “Mest mulig jagt og natur” som den fælles vision, alle jægere kan slutte op om. Her vil denne vision være en ledestjerne i alt, hvad vi foretager os.
Sådan en strategi kan måske bare opfattes som et stykke papir, men det er en plan, som er med til at gøre Jægerforbundet endnu mere skarp på, hvad det er, vi vil, og den adresserer klart de udfordringer, vi har.
Her kan jeg nævne en af de største udfordringer, som bliver taget op i 2014, og det er vores kommunikationsstrategi, da der er brug for at modernisere dette område. Her må jeg opfordre alle til at se grundigt på vores strategi, som giver et billede af, hvor Danmarks Jægerforbund er på vej hen.