For den nette sum af 250 danske kroner skød dansk jæger en stor tiger og en sjælden sort panter. Læs her hvordan det gik til
Svends indonesiske jagtheld
Den danske jæger Svend Hansen fra Nordsjælland skød på en tur til Indonesien i slutningen af 1950-erne både en tiger og en sort panter. På den tid var selv flyrejsen til Djakarta indviklet med mange mellemlandinger i Tyrkiet, Bagdad i Irak og Beirut. Nået frem så han endelig to sorte pantere, men kunne ikke få sig selv til at skyde, da han så de to sorte dyr gå kælent op af hinanden frem imod ham. Seks dage senere skød han først en stor tiger og dernæst en sort panter, og det hele kom kun til at koste ham 954 rupi (svarende til 250 danske kroner) i drikkepenge, fordi han blev betragtet som statens gæst.
Tekst: Henning Kørvel
”Hvorfor sørgede du ikke også for at få en sort panter (leopard), for det har endnu ingen dansk
safarijæger opnået endnu”?
Dette spørgsmål blev ifølge ”Jægerbogen” 1961 i sidste halvdel af 1950-erne rettet til direktør Svend Hansen, der dengang ejede Lindholmgård imellem Farum og Slangerup i Nordsjælland.
Sort panter findes i Sydindien, Indonesien og bjergskovene i Andesbjergene.
Indonesien blev valgt som stedet for at få ønsket opfyldt, og 21. januar gik Svend Hansen ombord på et SAS-fly i Københavns Lufthavn for at nå ud til Djakarta, hovedstaden i det eksotiske ørige.
”Det blev en anstrengende flyvetur med mellemlanding i Istanbul og Ankarra, hvor maskinen mødte en svær snestorm. I Beirut øsregnede det til gengæld, så jeg nåede først til Bagdad klokken 01.00 om natten i tågedis, men ned kom vi da, oven i købet til nogle mere end energiske toldere, der brugte en time på at konstatere, at mine papirer var i orden.
Jeg havde til hensigt at gøre et ophold i Bagdad for at besøge nogle venner her, så det kvikkede på humøret, da de alle var mødt op i lufthavnen for at modtage mig trods det sene tidspunkt.
Under køreturen til hotellet fortalte de, at de næste dag havde arrangeret en heldagstur til ruinerne i Babylon, og at de havde fremskaffet visum til mig, så jeg frit kunne færdes i Irak, hvor der på daværende tidspunkt på grund af politiske dønninger var indført såvel post- som telegrafcensur, og hvor den fri færdsel på vejene var spærret. Turen til Babylon blev en stor oplevelse. Vi var tilbage i Bagdad igen ved 18-tiden, og det blev til nogle timers søvn, før vi skulle på den igen.
Der var arrangeret festmiddag i et af Bagdads tre natklubber, der begyndte klokken 23.00 og sluttede klokken 02.00. Det er udelukkende mænd, der kommer i disse klubber, og de underholdes af internationale artister, mest dansetrupper.
Duejagt med rusten haglbøsse
Disse østerlændinge er enestående gæstfrie, hvilket jeg vidste fra tidligere besøg, men denne gang overraskede de mig alligevel, for næste dag havde de arrangeret en jagttur for mig, der foregik under lidt andre former, end vi er vant til i Danmark.
Turen gik nordpå til stepperne omkring de store floder Eufrat og Tigris. Vi var fem deltagere, og jeg røber vist ingen militære hemmeligheder ved at fortælle, at vi undervejs til jagtterrænet passerede forbi nye bebyggelser og indhegninger med store radio- og radaranlæg, som var anlagt af de 200 russiske teknikere, der boede på samme hotel som jeg.
På landevejen blev vi stoppet tre gange af vejspærringer, men vi fik lov til at køre videre, da de havde set vores papirer. Da vi endelig hen på eftermiddagen blev modtaget af politipræsidenten i byen, blev vi straks inviteret på spisning. Og det foregik på ægte orientalsk vis.
Først kom en tjener ind med at vandfad, sæbe og håndklæde, så vi kunne vaske hænderne. Dørene blev derefter slået op til det tilstødende lokale, hvor der i midten stod et veldækket bord med bl.a. lam og kyllinger, hvor man tog af retterne med hænderne, og kors hvor vi spiste.
Klokken var godt 15.00, og nu skulle vi på jagt. I arresten over for politikontoret havde man et par jagtbøsser stående, som var konfiskeret for over 20 år siden. De var hanebøsser, godt leddeløse og rustne.
Patronerne var lidt fugtige. Jeg valgte den haglbøsse, der var mindst rusten. Undervejs i bilen sad vi fast flere gange, men vi nåede ud til jagtreviret, før solen gik ned, og jeg overdriver ikke, når jeg siger, at der på det nyspirede græs mindst sad 1.000 duer. Jeg mener, at det var hulduer, som jo også yngler i Skandinavien, og som altså opholder sig på stepperne ved floderne Eufrat og Tigris om vinteren.
Vi var to jægere og fem klappere. Hele jagten varede 25 minutter. Med lidt betænkelighed affyrede jeg det første skud, der futtede af som en ”våd kineser”. Det andet skud derimod var der mere krudt i, og jeg fik tre duer. Resultatet blev 16 duer, men havde vi haft en ordentlig haglbøsse, havde jeg kunnet skyde over 100. Det var en meget morsom form for jagt. Turen gik tilbage til Bagdad, som vi nåede klokken 22.00 om aftenen.
Den næste morgen varder afgang til lufthavnen klokken 5.30. Maskinen til Teheran skulle afgå klokken 7.00. Det var svært at komme ind i Bagdad, men sværere at komme ud igen. Mit pas var ikke stemplet til afrejse. Det skulle være sket inde i byen dagen før. Maskinen til Teheran fløj uden mig. Jeg blev kørt ind til paskontrollen i Bagdad, fik stemplet mine papirer til afrejse, så hen til SAS, der altid er hjælpsom og fik udstedet en ny billet til Beirut, hvorfra en maskine to dage senere fløj til Djakarta. Mine venner fulgte mig til lufthavnen. Den ene gav mig som gave em guldpen, og den anden et dejligt ægte tæppe, Så trods besværlighederne havde Irak alligevel givet glæde, og jeg var en oplevelse rigere, da jeg rejste derfra.
Tito fik sort panterunge
I Beirut måtte jeg opholde mig et par dage. Det regnede hver dag. SAS’ leder, Bjørn Thostrup inviterede mig til frokost næste dag. Ellers benyttede jeg tiden til en lille udflugt i bjergene, før turen fortsatte til Djakarta, hvortil jeg ankom 29. januar klokken 4.00 om morgenen. Der lå en besked til mig, at der var reserveret værelse til mig på Hotel Indonesia.
Jeg havde hjemmefra fået nogle adresser af konservator Arne Stockholm Dyhrberg, og disse opsøgte jeg for at få hjælp til at skyde en sort panter. Først til en kinesisk våbenhandler, Mr. Lin, en lille mand på 55 år, flink og meget hjælpsom. Han ringede omgående til chefen for zoologisk museum i Bogor, mr. Kusnardi og fik en aftale i stand, så han næste dag kom til Djakarta til et møde klokken 14.00.
Mr. Lin mente, at der var en chance for en sort panter på Østjava 1.000 kilometer fra Djakarta, men det værste ville nok blive at få tilladelse til at have skydevåben, så jeg var meget spændt på mødet næste dag.
I Soerabaya har man i den lokale zoo et enkelt sort panterpar. Da det fik en killing, blev den givet til den jugoslaviske præsident, Tito, under hans besøg i Indonesien sidste år.
Jeg tog derefter ud til det danske konsulat, hvor jeg for første gang mødte den danske chargé d’affairs, Per Ryberg, som straks inviterede mig til frokost sammen med den canadiske konsul, der var storvildtjæger, og som ville hjælpe mig, hvis alt andet svigtede. Dette første møde med Per Ryberg blev til mange andre møder og til et venskab, som jeg er meget glad for.
På konsulatet havde man en automatisk bøsse til selvforsvar. Det var en, der stammede fra Tøjhusmuseet i København og var udlånt til konsulatet under urolighederne for nogle år siden.
Vi aftalte at opsøge den øverste politichef næste dag for at få våbentilladelse, skydetilladelse og tilladelse til at rejse ud af Djakarta.
Næste dag 31. januar blev en meget interessant dag. Jeg fik alle mine papirer i orden takket være hr. Rybergs assistance. Den øverste politimyndighed havde selv skudt en sort panter, og da jeg spurgte, om jeg måtte se skindet, svarede han, at det havde japanerne taget under den sidste verdenskrig.
Hr. Kusnardi kom fra Bogor som aftalt klokken 14.00. Vi havde et hyggeligt møde hos kineseren, Lin, og jeg blev inviteret til Bogor cirka 100 kilometer fra Djakarta næste dag, hvor han ville være behjælpelig med at arrangere en tur.
Og så på panterjagt
Hr. Ryberg var så venlig at køre mig derop. I mellemtiden var forstvæsenet på Østjava blevet alarmeret og af hensyn til rebeller, som der stadig findes i bjergene, skulle jeg have en livvagt med mig. Hver dag afgik der et militærfly og et morgentog til Surabaya, men desværre var flyet optaget 14 dage frem i tiden. En assistent fra Bogor ved navn Pranowo, som skulle ledsage mig, fremskaffede dog to togbilletter til toget, som afgik klokken 6.00, og det tog godt 17 timer at nå frem. Fra Surabaya skulle vi videre til Malang, hvor en førsteklasses mand, forstmanden Wahlmann, havde arrangeret en tur 300 kilometer ud i junglen.
Jeep og udstyr var klar, og hjælpere skulle vi have på en kaffe- og gummiplantage. Når vi nåede frem. Så jeg kan vist rolig sige, at min store oplevelse nu skulle til at begynde efter en uges besværligheder med at skaffe papirer m.v.
Arne Dyhrberg, som af UNESCO er ansat som teknisk rådgiver ved Zoologisk museum i Bogor, er meget afholdt i Indonesien, og takket være hans gode forbindelser blev denne min største jagtoplevelse organiseret på en efter indonesiske forhold meget kort tid. Og nu skal jeg på panterjagt.
Vi startede 7. februar klokken 5.00 om morgenen. Dagen før havde vi benyttet til at gøre indkøb, mr. Wahlmann, mr. Pranowo og jeg kørte 11 timer i jeepen og nåede frem til en lille landsby, Fempokgeseng, hvor vi var inviteret til at bo i et Resthouse, der tilhører staten. Fem militærfolk havde vi fået med, og sikken en masse søde gæstfrie og hjælpsomme mennesker, der boede på plantagen, lige fra lederen til den fattigste arbejder.
Efter at have spist en dejlig hønsekødsuppe, skulle vi til at lægge program for jagten efter den sorte panter, som man af og til havde set der et par gange, men ellers ikke havde noget kendskab til at jage. Vi besluttede derfor, at jeg tog ledelsen, fordi jeg tidligere havde skudt tigre og leoparder i Indien, og således allerede kender fremgangsmåden for denne jagt.
Der er tre måder at drive panterjagt på. Den ene er at sidde oppe i et træ fra sent på eftermiddagen til først på natten. Den anden er at køre i jeepen om natten med projektørlys, og den tredje er at opsøge den om dagen, når den ligger i urskoven og sover i enten et træ eller neden under det. Den sidste metode er ikke den mindst farlige. Leoparder havde de indfødte set en del af. De er meget snu, de holder meget af abekød, og jager to leoparder sammen.
Når natten falder på, sætter aberne sig til at sove i et træ. Den ene leopard sætter sig til rette under træet, den anden kravler så forsigtigt op i træet, for så med et brøl at forskrække aberne, som i nattens mørke ofte falder ned fra træerne under flugten. Så sidder kammeraten klar nedenunder og tager imod. Meget opfindsomt, og altid med godt resultat. Den sorte panters jagtmetoder kendte man dog intet til.
Sentimentalt, at jeg ikke fik skudt
Næste morgen kørte vi af sted ad vildsomme bjerg- og jungleveje for at finde spor af en sort panter. Man skulle tro, at heldet følger optimismen, for allerede den første dag sprang en sort panter over vejen cirka 100 meter fra jeepen. Synet tog helt vejret fra mig. Jeg tror aldrig, jeg i mit liv er blevet så forbavset over noget, men samtidig kriblede en glad forventning gennem mit sind, for nu var jeg klar over, at jeg var kommet til den sorte panters rige, og fik vel også ram på et eksemplar før eller senere. Uvilkårligt kom jeg til at tænke på bukkejagten derhjemme. Alle vilde dyr ligner mere eller mindre hinanden, så hvorfor skulle en sort panter ikke være nysgerrig og vise lidt interesse for jeepen og undersøge den nærmere fra et nærliggende skjul?
Jeg gav tegn til at stoppe jeepen og steg ud og spændte snellen på min riffel. Det skete ganske, som jeg havde tænkt mig. Den sorte panter kom til syne på vejen igen, og den havde sin mage med. De to sorte katte gned sig kælent op af hinanden, ganske frygtløse, men i samme øjeblik en af mine ledsagere gjorde tegn til, at jeg skulle skyde, forsvandt de.
Jeg havde næsten rejst hele verden rundt for at finde en sort panter, og pludselig stod der to på en gang lige foran mig. Det sker sikkert aldrig mere i en jægers tilværelse, og indoneserne rystede opgivende på hovedet af mig. De troede formentlig, at jeg havde ”en skrue løs”, når jeg lod sådan en chance gå fra mig, men synet havde betaget mig i den grad, at jeg ikke kunne få mig selv til at skyde, selv om jeg bagefter godt kunne indse, at det var sentimentalt.
Indoneserne betroede mig, at jeg måtte være den eneste hvide mand, der havde set to sorte pantere på en gang. Det ville have været en sensation blandt storvildtjægere verden over, hvis jeg havde skudt de to pantere, og i Indonesien så man gerne, at der blev nedlagt så mange leoparder og tigre som muligt, fordi de gjorde stor skade på de indfødtes husdyr.
I de følgende dage kørte vi rundt fra det ene terræn til det andet for at finde nye spor. Jeg måtte dog altid gå ind i krattet alene. De indfødte turde ikke følge mig af frygt for bagholdsangreb af leoparder og tigre. Men jeg ræsonnerede: Jeg har jo mine rifler, dem har rovdyrene jo ingen af. Alligevel så jeg ingen pantere i den følgende uges tid.
Om eftermiddagen gik jeg ud for at finde spor, og om natten kørte vi med stor projektør for at indfange dens fosforagtige øjne. Seks dage efter fandt vi spor. Nu skule det være. Jeg stod i tre timer klinet op af et træ og ventede.
Pludselig kom der liv i kludene. Aberne begyndte at larme i trætoppene, så ved man, at der er noget på færde, for de har det ligesom vores hjemlige solsorte. I det samme fangede mit blik inde i mørkningen et par fosforglinsende øjne. Det var dog umuligt for mig at få det rette sigte. Jeg måtte opgive skuddet.
Skød tiger og panter samme dag
Fordi jeg var blevet træt af at spise hønsekødsuppe, foreslog jeg, at vi gik over til æggekage efter dansk mønster, dog lavet af æg fra skildpadder. Vi gik derfor til en strandbred for at finde æg, men vi var knapt kommet i land, før en stor tiger kom springende. Jeg var hurtig til at give den et par kugler. Jeg havde af det stedlige forstvæsen lånt en Remingtonriffel med magasin af den type, som militæret bruger. Jeg havde prøveskudt den og vidste, at den skød perfekt. Mine kugler sad godt, og tigeren lå da også forendt i knaldet.
Vi var knapt kommet tilbage til lejrpladsen, før en indfødt ophidset kom springende og fortalte, at han lige havde fundet en stor skildpadde, der formentlig var dræbt af en leopard.
Jeg gav mig straks til at afsøge området med min lommelygte. Pludselig fik jeg øje på et stort grønt øje inde i buskadset, og lidt efter kunne jeg se begge øjne. Jeg lagde an og sigtede lige under øjnene. Derefter var der stilhed.
Jeg skød klokken 21.00. Dagen: 17. februar, men fordi det var for farligt at gå ind og se, hvad jeg havde skudt, gik vi tilbage til lejren.
Næste morgen gik vi tidligt derud, og der lå den sorte pateren 1,80 meter lang. Alle indfødte kom fra nær og fjern for at se den. Endelig havde jeg fået den sorte panter og kunne således afblæse jagten og tage tilbage til Soerbaya. Her ventede endnu en overraskelse, for nu var det på tide at kigge på afregningen. Men det kunne der overhovedet ikke være tale om. Jeg var regeringens gæst, men ikke nok med det. Alt var frit, en måneds rejse med fem soldater og indfødte hjælpere, Min eneste udgift havde været 954 rupi (cirka 250 kroner) i drikkepenge.
Sådan en ekspedition giver selvfølgelig mange andre oplevelser end selve jagten. Men fordi jeg også er insektsamler, havde jeg rig lejlighed til at betragte det myldrende liv i junglen. Således fik jeg en dag, hvad jeg troede, var en kæmpeedderkop, men som viste sig at være en af de meget giftige skorpioner. Den kravlede ind i en hul bambusgren, der lå på jorden. Jeg tog en sten og stoppede hullet til og bar den tilbage til lejren. Her fik vi den aflivet i en spand vand tilsat et fluidum, som tog livet af den. Dyhrberg præparerede den senere for mig, og den står nu i minsamling hjemme på gården.
Rent skudmæssigt havde jeg en sjov oplevelse en dag, da vi padlede over en bugt en sen eftermiddag. Pludselig blev vi mødt af et stort træk af flyvende hunde. Spontant skød jeg efter dem og var heldig at træffe en i første skud. Den blev udstoppet af Dyhrberg og findes nu i min samling af trofæer fra turen, der blev uforglemmelig.
