I en ny svensk rapport dokumenteres det nu for første gang, at ulve skydes ulovligt i Sverige …
Af Redaktionen
– Vi radiomærker mange af vores ulve i Sverige, og hvert år forsvinder signalet på flere af ulvene pludseligt. Op mod 50-60 ulve bliver enten skudt eller forgiftet af krybskyttere, og bagefter bliver ulvene gravet ned. Skyd-grav-og-hold-kæft er mere end bare en myte, fortæller rovdyrsforsker Olof Liberg fra Grimsö Forskningsstation til DR.
Olof Liberg udelukker ikke, at noget lignende også kunne tænkes at foregå i Danmark.
– De folk findes overalt. Også hos jer. Det er jeg helt sikker på. Overalt hvor der findes ulve, findes der folk, der vil dem til livs. Hvis vi skal have løst problemet med krybskytteri, skal der indføres lovlig jagt på ulve. Hvis ikke det sker, er der nogen grupper, der er bange for, at ulvebestanden kommer ud af kontrol, og så tager de sagen i egne hænder, understreger Olof Liberg.
Solveig Larsson, formanden for Jægernes Rigsforbund i Sverige, er enig med Liberg:
– Jo, Olof Liberg har ret. Der findes en vis mængde jagt på ulve, der ikke er lovlig. Men hvem der skyder ulvene, ved vi ikke. Det er ærgerligt, at det er kommet så vidt, men i dag er det bare ikke muligt i Sverige at drive landbrug med dyr de steder, hvor der er ulve.
Derfor reagerer folk måske, siger Solveig Larsson.
Hans Peter Hansen, der er ansat på Sveriges Lantbruksuniversitet, overvåger situationen nøje:
– Der er områder i Sverige, hvor modstanden mod ulven er så stor, at folk lukker øjnene for, at der bliver skudt ulve. Og problemet er, at vi jo ikke kan binde en politimand på ryggen af hver eneste ulv.
Strafferammen i Sverige for ulovlig nedlæggelse af en ulv er ud over en klækkelig bøde fængsel i op til to år.