Sydafrika har fastsat eksportkvoter for trofæer fra 11 hanleoparder i 2026 og ti i 2027, selv om landet mangler et sikkert nationalt bestandstal
Sydafrikansk leopardkvote vedtaget trods store datahuller
Af Redaktionen
Sydafrika: Kvoter på leopard til jagt
“Kan en jagtkvote være videnskabeligt begrundet, hvis ingen med sikkerhed ved, hvor mange dyr landet har?”
Spørgsmålet er aktuelt i Sydafrika, hvor leopardjagten igen er genstand for debat. Myndighederne bygger forvaltningen på overvågning af lokale bestande frem for en samlet national optælling. Det afgørende bliver derfor, om oplysningerne fra de områder, hvor jagten tillades, er tilstrækkelige.
Netnatur har tidligere omtalt striden i artiklen om sydafrikanske professionelle jægeres egne videnskabelige undersøgelser. Flere artikler om landets jagt og vildt findes i sektionen Sydafrika.
Beslutningen blev truffet i august
Kvoterne blev offentliggjort 31. august 2026. Der er altså ikke tale om en ny kvoteforhøjelse i oktober.Den officielle bekendtgørelse fastsætter en eksportkvote på 11 trofæer fra voksne hanleoparder i 2026 og ti i 2027. Alle dyrene skal være mindst syv år.
I 2026 fordeles kvoten med fem til Limpopo, tre til North West, to til Mpumalanga og én til KwaZulu-Natal. Fordelingen fortsætter i 2027, bortset fra at KwaZulu-Natal ikke får nogen kvote.Der må højst eksporteres ét kvalificerende leopardtrofæ fra hver godkendt jagtzone. Zonerne skal være bekræftet gennem den nationale leopardovervågning og de relevante provinsielle procedurer. gov.za
Fire tal, der besvarer forskellige spørgsmål
Et nationalt bestandstal beskriver, hvor mange leoparder der anslås at være i hele landet. En lokal bestandstendens beskriver derimod udviklingen i et bestemt område: Bliver der flere, færre eller omtrent lige mange?
CITES-eksportloftet er en tredje størrelse. Sydafrikas mangeårige internationale loft er 150 leoparder årligt. Det er ikke det samme som årets nationale tildeling. South African GovernmentEndelig skal en eksportkvote skelnes fra jagttilladelser og det faktiske jagtudbytte. Den nye bekendtgørelse regulerer eksport af jagttrofæer; tallet dokumenterer ikke, at tilsvarende mange dyr allerede er nedlagt.
For en jæger kan eksportkvoten derfor ikke stå alene som dokumentation for, at en konkret jagt er tilladt. Den relevante jagttilladelse og de øvrige betingelser skal også være opfyldt.
Lokale data kan være fagligt relevante
Tanken om lokal forvaltning er ikke ny. Da Sydafrika genåbnede leopardjagten i 2018 efter en nulkvote, fremhævede myndighederne, at jagt kun skulle ske i bestemte zoner med videnskabelig dokumentation for stabile bestande.
Dengang blev syv ældre hanleoparder tildelt: fem i Limpopo og to i KwaZulu-Natal. Myndighedernes videnskabelige organ anbefalede samtidig, at jagt ikke skulle finde sted ved tilbagegang eller uden robuste oplysninger om bestandstendenser. South African Government
Som forvaltningsprincip giver det mening at undersøge bestanden dér, hvor dyrene skal nedlægges. Et stort nationalt tal kan skjule en lokal tilbagegang. Omvendt fortæller usikkerhed om landets samlede bestand ikke automatisk, at enhver lokal bestand er dårligt undersøgt.Men en stabil tendens kan heller ikke alene fortælle, hvor stor en afskydning bestanden tåler. Det kræver også en vurdering af overvågningens usikkerhed og den yderligere dødelighed, jagten tilfører.
Store forskelle mellem områderne
Den regionale rødlistevurdering, offentliggjort hos Endangered Wildlife Trust, viser, hvorfor ét tal let bliver misvisende.Ældre nationale beregninger spænder fra omkring 2.800 til 11.600 leoparder. Vurderingen understreger, at estimaterne bygger på ældre forekomstdata og modeller, og at de bør anvendes med forsigtighed ved forvaltningsbeslutninger.
Langvarigt overvågede bestande viser også forskellige udviklinger. Vurderingen beskriver tilbagegang i KwaZulu-Natal og fremgang i overvågede bestande i Limpopo og North West. Resultaterne gælder de undersøgte bestande og perioder, ikke nødvendigvis hver enkelt jagtzone.
Samtidig ligger anslået 68 procent af Sydafrikas egnede leopardhabitat uden for beskyttede områder. Vurderingen efterlyser mere forskning netop her, hvor menneskeskabte trusler kan være større. Endangered Wildlife Trust
Kritikken handler om indblik i grundlaget
Den aktuelle anledning er Africa Geographics analyse fra 6. oktober.Mediet skriver, at det ikke har kunnet finde den fulde overvågningsrapport fra SANBI og Panthera fra 2024, detaljerede modelresultater for jagtzonerne eller den videnskabelige anbefaling bag de endelige kvoter. Det er en oplysning om manglende offentlig adgang, ikke dokumentation for, at materialet ikke eksisterer.
Ifølge analysen anfægter Landmark Foundation også, om leopardernes alder kan bestemmes sikkert under jagt, og om fjernelse af ældre hanner kan påvirke territorier og ungers overlevelse. Organisationens indvendinger skal læses som kritik af systemet, ikke som en afgørelse om den konkrete kvotes virkning. Africa Geographic
Vores vurdering er derfor, at fraværet af et præcist nationalt bestandstal ikke i sig selv afgør sagen. Spørgsmålet er, om hver godkendt zone har et dokumenteret grundlag, der kan bære beslutningen – og om dette grundlag kan efterprøves.
En lille kvote er ikke hele regnskabet
En forskningsartikel i Journal of Environmental Law fra 2019 undersøgte leopardkvoter i forhold til forsigtighedsprincippet, bæredygtig udnyttelse og adaptiv forvaltning. Forfatterne kritiserede blandt andet kvoter, der gennem længere tid var blevet fastholdt uden et robust videnskabeligt grundlag eller løbende justering.
Perspektivet er relevant, fordi en kvotes størrelse ikke alene viser, om forvaltningen fungerer. Adaptiv forvaltning kræver, at nye oplysninger faktisk får betydning for kommende beslutninger. Overvågning skal dermed være mere end indsamling af data: Den skal kunne føre til ændringer, når bestandens udvikling eller usikkerheden giver grund til det. academic.oup.com
