Bullseye er et trådløst kamera system, der selv kan generere sit eget wi-fi signal med modem og antenne. Man behøver således ikke at være i nærheden af mobil netværk
Af Frank Nørby
Det hele drives af en genopladelig power bank, der holder mellem 5-7 timer, alt efter hvilken temperatur den anvendes i. Kameraet er desuden vandtæt.
Systemet opsættes nemt på få minutter, med kameraet monteret på et kamera-stativ/tripod.
Antenne, modem og batteri bliver i den medfølgende kuffert.
Man placerer kameraet fra 1,5 til 2,5 meter fra målet i en vinkel på 30-45 grader.
Systemet kan ifølge producenten problemfrit transmittere trådløst op til 8-900 meter i normalt terræn og op til 1.500 meter i helt fladt terræn uden træer eller andet, der kan forstyrre signalet.
Jeg testede kun udstyret ud til 300 meter, hvor det virkede uden problemer. Wi-fi opkoblingen sker øjeblikkeligt, så alt i alt er det et supersystem til indskydning og træning med riflen for feinschmeckeren.
Men med en udsalgspris på omkring 5.700 kr. er målgruppen måske mere jagtforeninger, skydebaner, større konsortier eller måske som udlejning på dagsbasis.
Man trykker blot på sin telefon ved hvert skud, så tager den i rækkefølge et billede af skiven, så man kan følge med i, hvor skuddene er placeret.
Man behøves således ikke at huske, hvor de enkelte skud sad eller plastre hullerne til under skydningen.
Systemet er venligst udlånt og testet i samarbejde med Guns and Powder i Laurbjerg.
Guns and Powder er Østjyllands forhandler af jagtudstyr med speciale i genladnings-artikler og udstyr til skydning.