Få kilometer fra Nairobis pulserende byliv finder man The Edge – en lodge placeret præcist dér, hvor storbyen slipper sit greb, og landskabet tager over – og hvor leoparderne i hvert fald tidligere nød udsigten.

The Edge: Lodge og vild natur i storbyens skygge

Af Michael Sand

Det her er fedt, udbrød Robin, da vi bar tasker og kufferter ind i lodgen, der bærer navnet The Edge …

Robin havde ret. Det var fedt … Ikke på en påtaget måde, men på en stille, selvsikker facon, hvor selvsikker stil og personlig indretning arbejder for sig selv.

Tæt på storby og midt i naturen

Få kilometer fra Nairobis pulserende kaos ligger The Edge – en lodge placeret præcist dér, hvor storbyen slipper sit greb, og landskabet tager over. Her mødes rå arkitektur, vild natur og et nærvær, man sjældent finder så tæt på en millionby. Allerede ved ankomsten fornemmer man, at opholdet ikke bare handler om overnatning, men om oplevelse – af rum, smag, lys og lyd.

– Velkommen, lød det fra Sam, som viste sig at være ansvarlig for lodgen.

De tunge metaldøre, bygget af genbrugte containere, gav genlyd, og da han slog dørene op … Den lyd finder man ikke mange steder i den østafrikanske bush.

Indenfor åbnede et hjem sig – præget af personlighed, hvor de rå materialer blev blødt op af det sidste aftenlys og fornemmelsen af en vild udsigt over savanne og bjerge i en ikke særlig fjern horisont.

Hvert rum var tænkt, så naturen blev en del af indretningen. Fra stuen til soveværelserne kunne man følge dalens landskab og de fjerne bjerge, som fungerede som levende baggrund for alle dagens aktiviteter. Selv fra sofaen føltes det, som om landskabet omsluttede os – altid nærværende og konstant skiftende med lyset.

Efter at have fundet vores værelser og gjort os komfortable, udforskede vi lodgens kulinariske muligheder. Først blev middagen tilberedt med kød fra lokale slagtere, hvor hver bid afslørede omhu og respekt for råvarerne.

Senere rullede vi baren på hjul ud i solnedgangen, hvor vi nød en iskold gin og tonic, mens vinden legede med træernes grene, og lysstrålerne spillede på de fjerne bjerge. Ikke meget er så livsbekræftende som en sundowner i Afrika – hvad enten det er en gin og tonic eller et glad friskpresset juice.

Leoparder og bavianer

Sam fortalte, at vi faktisk opholdt os akkurat på det sted, hvor leoparderne – før byggeriet – yndede at opholde sig. Bavianerne, der står højt på leopardernes menukort, var sikkert glade for det forholdsvis nye naboskab. De savnede næppe leopardernes selskab og nød i lighed med os aftensolen på et klippefremspring under os.

Dagen efter gik vi på indkøb. Vi kørte mod Nairobi ad bjergkørsel, og byen åbnede sig som et pulserende univers af mennesker og handel. Markedet var en mosaik af kontraster: lokale gadesælgere med friske grøntsager og krydderier, store supermarkeder med blinkende skilte og internationale varer samt butikker med et eksklusivt, globalt præg. Duftene blandede sig i luften – nyslået koriander, bagværk, røg fra gadegrillene og duften af fersk kød. Stemmer, skramlende kurve og bilhorn skabte et konstant lydtapet.

Vi bevægede os mellem boder og hylder og lagde indelår, frosne kyllinger, frisk grønt og vin i kurvene, mens Sam med sikker hånd vurderede pris og kvalitet. Hans kendskab til markedets puls gjorde, at vi følte os trygge midt i menneskemylderet. Hver vare blev nøje udvalgt – det var ikke blot indkøb, men en oplevelse af rytme, duft og farve, hvor byen selv blev en del af historien.

Oksekød kun på græs

Tilbage på lodgen blev dagens indkøb tilberedt. Endnu en sundowner blev nydt ved solnedgang, og grillen blev atter tændt. Oksekødet fra Kanya-kvæg, som lever frit og opfodres alene på græs, blev grillet til perfektion. Saftigt, mørt og fuld af karakter. Sam hjalp til og sørgede for, at alt blev tilberedt med omhu; hans erfaring var tydelig i hvert eneste håndelag.

Mørket faldt på, og små lamper tændtes rundt om terrassen. Nattens liv trængte langsomt igennem stilheden. Bavianer bevægede sig mellem træerne, og fjerne, utydelige lyde kunne måske – med lidt vilje og fantasi – stamme fra en leopard, der stadig gemte sig på skråningerne. Vinden bar duften af tørt græs og Afrikas jord ind i huset …

Til sidst trak vi os tilbage til soveværelset, hvor blødt måneskin strømmede ind gennem vinduerne og lagde et blidt lys over dalen og den vidtstrakte savanne. Vi gik i seng med udsigten som sidste indtryk.

Ingen tvivl om, at huset “The Edge” er synonymt med udsigten, der næsten hele vejen rundt … Alt i huset er centreret omkring det panoramatiske overblik, afskærmet af bjergene i det fjerne.
Leopardens udsigt. Tidligere levede leoparderne på skrænterne, men nu ses de nataktive katte kun tilfældigt, når de jager bavianer og enfoldige husdyr om natten …

En kreativ arkitekt og anvendelsen af alternative byggematerialer har skabt The Edge – en lodge på skrænterne ud mod begyndelsen af en stor nationalpark i Kenya …

En nærmest forførende udsigt indbyder til en iskold gin og tonic – om ikke andet for at holde myg på afstand, selv om malariamyg er ret sjældne omkring Nairobi, der er grundlagt cirka 1.400–1.800 meter over havet.

Det er ikke mindst fuglelivet og bavianerne, der holder gæsterne med nært selskab, når man kigger ud i det næsten endeløse busklandskab, som begynder lige uden for døren til soveværelset …

Kort om The Edge

Lidt uden for Nairobi ligger The Edge, en hyggelig og privat Airbnb-udlejningsbolig, der byder på fredelige omgivelser og et hjemligt ophold for familier eller mindre grupper. Stedet er populært blandt gæster, som sætter pris på privatliv, komfort og nem adgang til storbyen.

Boligen har to soveværelser og tilbyder faciliteter som køkken, wifi (Starlink) og parkering, hvilket gør det enkelt at planlægge både korte og længere ophold. Den rolige beliggenhed, omgivet af grønt, skaber en behagelig kontrast til byens travlhed, samtidig med at Nairobi stadig er tæt på for dem, der ønsker at udforske seværdigheder eller ordne ærinder.

Man er altid i naturen – også når man er indenfor og sender beskeder via Starlink til familie og venner uden for Afrika.

Sundowner handler ikke kun om selve drinken, men om stemningen: Drikken kan være alt fra en gin & tonic, et glas vin eller en øl til en alkoholfri juice eller sodavand. Det er kort sagt et ritual på mange safariture, hvor solnedgangen markerer overgangen fra dag til aften.

I lodgen finder man en intimistisk ginbar, skabt i husets ånd, hvor livsglæden er tydelig og altid nærværende. Lodgen er indrettet til afslapning med let adgang til det hele – fra grillen og køkkenet til en forfriskende drink.

Et billede på Kenyas udvikling gennem de seneste mange årtier – fra de tidlige møder mellem lokale traditioner og europæiske kulturer til et moderne land, hvor historie, mangfoldighed og nutidens liv flettes naturligt sammen, og hvor hensynet til naturen går hånd i hånd med storbyens behov for vækst og udvikling …

En ældre National Geographic-plakat, der hænger ved hoveddøren, rejser spørgsmålet: Hvad sker der, når kvinderne overtager Afrika? The Edge er privat ejet, og ejernes personlige stil og indretning peger i retning af udsyn – måske formet af udsigten mod horisonten uden for terrassen, som symbol på nye muligheder og fremtidens perspektiver.

Nairobi – en by midt i naturen

Nairobi er ikke kun Kenyas pulserende hovedstad, men også en unik destination for naturelskere og for dem, der drømmer om at opleve Afrikas vilde dyr tæt på byen. Byen ligger omgivet af smukke landskaber og tilbyder flere muligheder for at opleve wildlife og natur uden at skulle rejse langt.

Et af byens mest kendte trækplastre er Nairobi National Park, som ligger blot få kilometer fra centrum. Her kan man se løver, giraffer, næsehorn og mange forskellige antilopearter i deres naturlige omgivelser med byens skyline i baggrunden – en oplevelse, som er helt unik i verden.

For fugleentusiaster er Karura Forest et populært sted, hvor man kan gå, løbe eller cykle gennem fredelige stier omgivet af grønne træer og et rigt fugleliv. Ligesom Oloolua Nature Trail giver Karura en mulighed for at komme tæt på naturen, vandløb og små vandfald midt i byens hektiske omgivelser.

Hvis man vil kombinere kultur og natur, er David Sheldrick Wildlife Trust et must. Her kan man se redede elefantunger og lære om arbejdet med dyrebeskyttelse i Kenya. Ligeledes er Giraffe Centre en oplevelse for hele familien, hvor man kan fodre Rothschild-giraffer og lære om bevarelse af truede arter.

For dem, der vil ud på længere udflugter, tilbyder området omkring Nairobi på smukke vandreture i f.eks.  Ngong Hills, hvor man kan nyde spektakulære udsigter over savannen og byen, mens man holder øje med lokale dyr og fugle. Under vandretur i bjergene ophold oplevede Robin både de allerstørste og de allermindste  antiloper helt tæt på form af både bøffelstore Elands og harestore dik-dik antiloper …

Nairobi kombinerer på unik vis storbyliv med natur og wildlife, og selv korte ophold giver mulighed for at opleve Afrikas vilde dyr, grønne oaser og fredelige stier – alt sammen inden for kort afstand af byens centrum.

Karen Blixen

Karen Blixen Museum ligger i Karen-forstaden vest for Nairobi og er en af de mest populære kulturelle attraktioner i Kenya. Museet er indrettet i det gamle hjem, hvor forfatteren Karen Blixen boede fra 1914 til 1931, og giver et indblik i hendes liv og forfatterskab, herunder berømte værker som Out of Africa. Huset og haven er bevaret, så besøgende kan opleve den originale indretning, møbler og personlige effekter samt den smukke have med udsigt over Ngong Hills.

Museet tilbyder også guidede ture, hvor man kan høre om Blixens liv, hendes tid i Kenya og områdets historie. Der er en café på stedet samt en lille butik med souvenirs og bøger.

Fra The Edge Lodge i Nairobi er der cirka 15–20 kilometer til museet, hvilket svarer til en køretur på omkring 30–45 minutter afhængig af trafikken. Det gør det til en overskuelig dagstur fra byen, hvor man kan kombinere kultur, historie og naturskønne omgivelser.

Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!