Ulykken 19. januar i år på Ulriksdal Gods på Sydøstlolland, der kostede den 48-årige ugifte Erik Jensen, Rude på Vestsjælland, livet, kommer i løbet af et par måneder for Retten i Nykøbing F. Sagens hovedperson, en 64-årig direktør fra Sakskøbing, tiltales for uagtsomt manddrab efter straffelovens paragraf 241.
Han kørte selskabet på 13 sjællandske jægere rundt i reviret på en trailer efter sin firetrækker. Under passage fra en markvej til den offentlige vej, Næsvej igennem reviret, røg Erik Jensen af traileren og blev hårdt kvæstet.
Uden at være kommet til bevidsthed døde han seks dage senere i Traumecentret på Rigshospitalet i København. Udover uagtsomt manddrab tiltales den 64-årige direktør, der er jagtlejer på Ulriksdal Gods og fremlejer klapjagt til jagtselskaber, for overtrædelse af færdselsloven. Ifølge anklageren, politiassessor Henrik Holten, Sydsjællands og Lolland-Falster Politi, går tiltalen dels på, at traileren jagtselskabet blev kørt rundt på, ikke var godkendt til persontransport og dels på, at Erik Jensen der sad bagest på traileren, faldt af og døde seks dage senere af sine kvæstelser i hovedet.
– Vi vil nedlægge påstand om ubetinget frakendelse af kørekortet, siger Henrik Holten, som i sagen ønsker at afhøre tre af de jægere, som sad på traileren, som vidner, og som så Erik Jensen falde af og kan fortælle domsmandsretten om måden, firetrækkeren blev kørt på. Lolland-Falsters Folketidende har forgæves forsøgt at få en kommentar til tiltalerejsningen fra den 64-årige direktør i Sakskøbing.
Straffelovens paragraf 241
Straffelovens paragraf 241, som anklagemyndigheden har valgt at rejse tiltale mod den 64-årige direktør for, lyder sådan:
Den, som uagtsomt forvolder en andens død, straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil otte år.
Ønsker godkendt vogntype
– Vi kører jo alle sammen jagtselskaber rundt i reviret på vogne, der ikke er godkendt til formålet.
Kristian Stenkjær, skytte på Vennerslund Gods på Falster og formand for foreningen Danske Herregaardsjægere, fejer ikke noget ind under gulvtæppet i lyset af ulykken 19. januar på Ulriksdal Gods i Godsted, der kostede den 48-årige Erik Jensen, Rude på Vestsjælland, livet.
– Vi har i lang tid arbejdet med problematikken og har et forslag liggende i Færdselsstyrelsen til en vogntype, så ulykker som den på Ulriksdal Gods kan undgås i fremtiden, siger Kristian Stenkjær.
Han påpeger, at det er for høj fart, der er problemet, når der på godserne køres rundt i reviret med jagtgæster i efteråret. Derfor er forslaget til en typegodkendelse af en jagtvogn til jagtselskaber knyttet til et forslag om, at den højeste tilladte hastighed bliver 15 kilometer i timen. Forslaget går desuden på, at de typegodkendte vogne skal indregistreres med hvid nummerplade.
– Jeg håber ikke, vi får afslag i Færdselsstyrelsen. Hvis det fortsætter som nu, så forudser jeg, at vi kommer til at se flere ulykker af den slags, der skete i januar. Men jeg håber ikke, der skal flere lig på bordet, før vi får faste regler for indretningen af vogne til jagtselskaber, siger Kristian Stenkjær.