Efter trofæjagt i Republikken Congo har ligget underdrejet siden år 2000, kommer landet nu igen på banen, og en safarioperatør har således fået koncession i landets nordvestlige del med grænser til Cameroon og Central Afrikanske Republik.
Jægere, som sætter pris på at være de første, der enten jager et helt nyt sted, eller gerne vil være blandt de første jægere i et land, hvor jagten igen er tilgængelig efter at have været lukket ned i en kortere eller længere periode, vil formentlig være interesserede i at erfare, at Gert Saaiman vil starte som safarioperatør i Republikken Congo i næste måned, vurderer det sædvanligvis velunderrettede The Hunting Report.
Ingen safarioperatører har opereret i Congo, siden Eric Stockenstroom indstillede aktiviteterne her i år 2000. The Hunting Report har dog alligevel modtaget en enkelt jagtrapport fra Congo i 2002. Det blev kun til en enlig svale. Og lige siden har der verseret vedholdende rygter om en genåbning af jagten i Congo, uden der dog har vist sig at være det mindste hold i dem.
Sagen stillede sig imidlertid anderledes, da The Hunting Report erfarede, at Gert Saaiman var på banen og kontaktede ham for – med hans egne ord – at få bekræftet, at han nu begynder at operere i Congo. ”Det er vanskeligt at finde ord til at beskrive vores oplevelse af det, men de ville helt afgjort inkludere ”fantastisk, utroligt, ubegribeligt og ekstraordinært”, erklærer Gert Saaiman og føjer til, at han gennem sit firma, Saaiman Hunting Safaris, har fået en koncession i det nordvestlige Congo, der grænser op til henholdsvis Cameroon og Central Afrikanske Republik.
”Ingen har jaget i dette område før. Der er derfor tale om et jomfrueligt område, som i enhver henseende vil være spændende til jagtekspeditioner. Desuden indebærer stedets regnskovsmiljø, at her findes et stort antal vildtarter, hvoraf flere er sjældne”, siger Gert Saaiman til The Hunting Report, og de vildtarter, han har fået tildelt afskydningskvoter for, inkluderer bongo, dværgskovbøffel, sitatunga, yellow-backed duiker, forskellige andre arter duiker’s, giant forest hog, red river hog, krokodille og flodhest.
”Vores camp er permanent og opført af mursten, og hver enhed har en-suite badeværelse med flush toilet og bruser med varmt vand. At have fået en koncession i dette område er virkelig en fornøjelse. Skovarbejde i området har betydet, at vejnettet er veludbygget og har en høj standard, men skovfirmaer har ikke opereret i området gennem lang tid”, fastslår Gert Saaimann og føjer til, at der fra såvel Paris som London er flyforbindelse til Brazzaville, Congos hovedstad. Herfra er der indenrigsflyforbindelse til Ouesso, som findes kun 40 minutters kørsel i bil fra campen, hvilket Gert Saaiman betragter som en stor fordel, fordi det eliminerer behovet for charterfly. Jagtsæsonen i Congo strækker sig fra 1. maj til 31. juli.
Over for The Hunting Report beretter Gert Saaiman, at han til indeværende sæson har en hel del bookinger. Han glæder sig også over at være blevet vel modtaget af Congos præsident, såvel som landets administration har været yderst professionelle og entusiastiske i sagsbehandlingen for hans jagtsafarivirksomhed. Til trods for Saaiman’s store optimisme, maner The Hunting Report interesserede trofæjægere til at holde hovedet koldt og ikke begå fejltagelser.
”Denne destination og førstegangsjagt som denne her er ene og alene for den meget erfarne Afrikajæger med en høj grad af tolerance for uvisheder. Blot det at komme ind i landet kan være problematisk. I januar 2010 standardiserede Congo ganske vist sit visa, men til trods herfor så fortsætter mange congolesiske ambassader og konsulater i den vestlige verden med at udfærdige deres egne og anderledes visa, som vil blive afvist, når indehaveren ankommer til Congo, advarer The Hunting Report, fordi det nye, standardiserede congolesiske visa i modsætning til det visa, der stadig udfærdiges af ambassader og konsulater, udgøres af en side i indehaverens pas med en baggrund, bestående af et kort over Republikken Congo.