Egen, som normalt først springer ud i slutningen af maj måned, er i år udsprunget tidligere end normal …
Af Naturstyrelsen
Et gammelt ordsprog siger, at “springer eg før ask giver sommeren vask”. Dermed menes, at man går en våd sommer i møde, hvis egetræet er sprunget ud før asketræet.
I Naturstyrelsen i Storstrøm har man allerede nu observeret et grønt skær over egetræerne i området, mens asketræerne stadig står nøgne.
– Normalt springer egen ud omkring 15. maj her i Storstrøm, men de seneste år har tidspunktet rykket sig, og nu er egen altså sprunget ud tre uger før normal tid. Der er til gengæld masser af ask, som overhovedet ikke er sprunget ud, så hvis man tror på det gamle ordsprog, så kunne det godt tyde på en våd sommer, siger projektleder Elly Andersen, Naturstyrelsen i Storstrøm.
Det er med stor sandsynlighed den milde vinter og det lune forår, der er skyld i, at egen i år har haft travlt med at springe ud.
Mange arter tyvstarter
Det er ikke kun egen, som er tidligt på færde i år.
Skovflåten er særdeles aktiv for denne tid på året, og i Storstrøm har man lagt mærke til, at mange forskellige plantearter er tidligt på den.
– Vi kan se, at alt er tidligere på den i år. Bøgen var tidligere på den, og kodrivere og gøgeurt er kommet frem 14 dage før tid, så vi er ret sikre på, det er den milde vinter og så godt med solskinstimer i april måned, der har været medvirkende til, at det hele spirer frem før tid, siger Elly Andersen.
Og alt tyder da også på, at det er temperaturen der er medvirkende til den heftige aktivitet.
– Dagslængden er jo ikke blevet længere med årene, men det er derimod temperaturen, og det kan mærkes på plante- og dyrelivet, siger Elly Andersen.
Naturstyrelsen har også set udsprungne egetræer i Sønderjylland, mens den endnu lader vente på sig i Vest- og Kronjylland.