EU varsler nu retssag mod Danmark, hvis ikke der indenfor to måneder kommer et sæt planer for, hvordan der fremover skal dæmmes op for landbrugets forurening af vandmiljøet …
Af DN
EU har kikkertsigtet rettet direkte ind på Danmark, der ellers ynder at kalde sig selv for EU’s miljøduks. De danske vandplaner skulle været vedtaget før 2009, men Danmark er stadigt ikke lykkes i at få planerne vedtaget og i arbejde. Landbrugets organisationer har sammen med en række politikere kæmpet voldsomt mod planerne.
Den tidligere regering var ualmindelig lang tid om at komme i gang. Den nuværende regering skyndte sig så i hastværk at få vandplanerne gennemført, hvilket så endte i lastværk, da vandplanerne blev underkendt senere på grund af formelle fejl, siger Ella Maria Bisschop-Larsen fra DN.
Vandmiljø og natur får hjælp af planerne
Vandplanerne skal bruges som redskaber for kommunerne til at forbedre tilstanden i åer, søer, fjorde, kystvande og grundvandet og i de internationalt beskyttede naturområder. Danmark ender med at være fem år bagud i forhold til, hvad der oprindeligt var kravet fra EU.
– Med EU’s henvendelse om retssag kan vi vist godt konstatere, at den evindelige påstand om, at Danmark skulle være EU’s miljødukse, nu er faldet til jorden med et brag.
EU revser Danmark for manglende miljøindsats
EU har ikke blot fokus på den manglende danske indsats og de mange udskydelser, men også på de mange undtagelser, Danmark forsøger at benytte sig af. Således blev den fraværende indsats på vandmiljøområdet i efteråret 2012 kritiseret i en EU status rapport. EU fastslog allerede da, at den danske indsats kom for sent, den er utilstrækkelig og for svag og ridsede 20 konkrete punkter op, hvor Danmark skulle forbedre indsatsen.
Danmark har blandt andet gjort brug af undtagelsesbestemmelser og for eksempel er 100.000 søer og langt over halvdelen af alle vandløb undtaget for indsatser, mens reduktionen af 21.000 ton kvælstof for at bedre havmiljøet er aflyst eller udsat. Kommissionen anerkender ikke, at der gøres brug af undtagelses bestemmelser alene med den begrundelse, at der mangler viden om miljøets tilstand.







