Med en udgangshastighed på 518 meter i sekundet indrangerer Remington HyperSonic Steel sig som én af verdens hurtigste fabriksproducerede stålhaglspatroner med en haglladning på 35,4 gram
Af Ib Nordentoft Andersen (arkiv)
Det er kendt, at danske andefuglejægere, der lader deres patroner selv, producerer nogle med 28 gram hagl, som de kan få til at forlade haglbøssens munding med hastigheder på omkring 500 meter i sekundet, ja endog i omegnen af 600.
Fabriksproducerede stålhaglspatroner har hidtil holdt sig under dette niveau. Men sådan er det ikke længere.
Remington introducerede i 2010 en ny stålhaglspatron med haglstørrelse 2 til andefuglejagt: HyperSonic Steel. Og der spares ikke på superlativerne, idet den amerikanske våben- og ammunitionsproducent selv betegner den som verdens hurtigste stålhalgspatron.
Der kendes i hvert fald ingen andre fabriksproducerede tre tommers stålhaglspatroner på verdensplan end Remington HyperSonic Steel med 35,4 gram (1 ¼ oz) 2-hagl, der forlader haglbøssens munding med en hastighed af 1.700 fod, svarende til 518 meter i sekundet, uden dette øger kammertrykket væsentligt.
På en skudafstand af 40 yard (36,57 meter, red.) betyder udgangshastigheden for HyperSonic Steel et otte tommers kortere foranhold, hvilket Remington mener, vil give andefuglejægere større succes på ande- og gåsejagt og reducere anskydningsfrekvensen. Desuden mener Remington, at den nye superpatron til ande- og gåsejagt vil reducere den enkelte jægers patronforbrug.
Nyudvikling
Skudholdet på 40 yards skal dog ses som en amerikansk foreteelse, eftersom det længste anbefalede skudhold i Danmark er 30 meter til ænder og fem meter kortere ved jagt på gæs. Forklaringen på den høje udgangshastighed for så stor en ladning hagl som 35,4 gram er en ny fænghætte og nyudviklet, patenteret forladning.
Nytænkningen i forladningen kommer til udtryk i hulrum, fyldt op med krudt, som ved skudafgivelsen antændes først som en slags starter. Derefter tændes selve hovedladningen af krudt, og med denne revolutionerende teknologi holdes kammertrykket nede på et forsvarligt niveau. ”HyperSonic Steel er den mest innovative og spændende stålhaglspatron, udviklet i årtier”.
– Den vil ændre måden, vi jager andefugle på, mener ingeniør Kevin Cross, Remington, med henvisning til, at den har op til 16% mere energi end alle nuværende kendte, fabriksproducerede high velocity stålhaglspatroner.
En dansk andefuglejæger, der er tændt på den nye superpatron, mener, der i Danmark vil være et marked for den blandt ande- og gåsejægere.
– Forestil dig en ”gammeldags” blyhaglspatron med 3-hagl, og SuperSonic Steel erstatter denne med 2-hagl, blot i en større ladning. Det sætter den nye patron i perspektiv, mener han.