Den samlede værdi af verdenshavene løber op i svimlende godt 166 billioner kroner. Mens den årlige værdi af verdenshavenes varer og tjenesteydelser efter et forsigtigt skøn udgør godt 17 billioner kroner …
Af WWF
På en skala over verdens ti største økonomier ville verdenshavene komme ind på en 7. plads. Med Storbritannien på 6. pladsen og Brasilien på 8. pladsen.
WWF-rapporten “Reviving the Ocean Economy” fastslår dog samtidig, at værdien af verdens oceaner er i nærmest frit fald. Det skyldes overfiskeri, ødelæggende fiskerimetoder, forurening og klimaforandringer.
– Havet brødføder os, havet giver os beskæftigelse, havet understøtter vores sundhed og velvære, men vi tillader oceanerne at kollapse for øjnene af os. Som ansvarlige aktionærer kan vi ikke hensynsløst fortsætte med at udnytte oceanernes rigdomme uden at investere i havenes fremtid, siger WWF’s generaldirektør Marco Lambertini.
Satser på FN’s generalforsamling
Ved at sætte værdi på verdenshavenes ressourcer håber WWF at kunne råbe beslutningstagere og erhvervsledere verden over op. Før det er for sent.
– Verdenshavene er i større risiko nu end på noget andet tidspunkt i historien. Overfiskeriet, forureningen, forsuringen og opvarmningen af oceanerne kan tilsammen betyde, at betydelige, naturlige økosystemer kollapser, understreger WWF-rapportens hovedforfatter, direktør ved Global Change Institute på University of Queensland, Ove Høegh-Guldberg.
WWF-rapporten opstiller en otte-punkts handlingsplan, der vil kunne genoprette havets ressourcer. Vigtigste punkt i handlingsplanen er, at FN’s generalforsamling i efteråret støtter en stor aftale om at bevare de marine og kystnære levesteder og en bæredygtig udvikling af havet.






