Uanset om man bifalder den store bestand af svenske vildsvin eller ej, skal dyrene fodres, hvis vinteren bliver hård. – Dyrene må ikke sultes ihjel, siger Elias Turesson fra det Svenska Jägerforbund, som dermed går i rette med bl.a. Växjö kommune.
Af Redaktionen
Svenske myndigheder ser bekymret på den store bestand af vildsvin, der de seneste årtier har etableret sig med nærmest eksplosiv hastighed. I kølvandet på den voksende bestand er kommet trafikale problemer samt skader på især dyrkede marker.
En hård vinter med knaphed på føde, kunne derfor være en oplagt mulighed for at reducere bestanden, som de svenske jægere næppe er i stand til at kontrollere, når jagten skal ske med afsæt i den eksisterende jagtlov.
Men en hård vinter kan tilsyneladende ikke bruges til at reducere vildsvinebestanden, der allerede menes at være mere talstærk end bestanden af elge, selv om vinteren 2011/2012 knækkede vækstkurven. Men en hård vinter kan næppe anvendes som kontrol af bestanden.
– I lighed med alle andre former for vildt, må vildsvin “støttefoderes” når vinteren strammer til og det bliver vanskeligt for dyrene at finde føde. At lade dyrene sulte ihjel bryder desuden med jagtloven, understreger konsulenten fra det Svenska Jägerforbund i Sveriges Radio P4.
Elias Turesson mener ikke man kan og bør skelne mellem vinterfodring af vildsvin og fodring af andre vildtarter som f.eks. råvildt.
Dermed sætter Elias Turesson en kæp i hjulet hos Växjö kommune, som havde varslet et forbud mod vinterfodring af vildsvin i bestræbelserne på at reducere bestanden og dermed skaderne markerne.