For anden gang inden for tre år er der skudt et vildsvin ved Nybøl – her følger beretningen om det sidste vildsvin, nedlagt af Erik Christensen
Af Erik Christensen, fortalt til Per Kauffmann
Det startede med, at en lille flok jægere fra Nybøl Jagtforening (herefter kaldet NJF) var taget på vildsvinejagt i Sverige – ca. 1000 km fra Nybøl, i slutningen af april. Mens vi sidder deroppe i de svenske skove, dukker der en sms besked op fra en af konerne derhjemme. Der var en lodsejer der havde forsøgt at kontakte bestyrelsen i NJF, men alle var ude af landet. Det var Chresten Wrang der havde set underlige spor og opbrud i marken nord for Nøffelskoven, han mente så det kunne være vildsvin.
Nå men vi gik på vildsvinejagt i Sverige, der faldt kun et enkelt svin. Den ene af deltagerne i jagten, Frank Michelsen (herefter kaldet FM) skød et vildsvin i Nybøl i 2011. Han blev nu noget rastløs og ville gerne hjem på vildsvinejagt på vores eget revir.
Efter hjemkomsten fra Sverige blev der så indkaldt til “strategi-møde” i klubhuset. Her blev der orienteret om hvor man ville placere 3 hochsitze, og to steder hvor man ville kunne sidde. Der blev taget kontakt til vildtkonsulent Klaus Sloth ved Naturstyrelsen, og hos ham blev der søgt tilladelse til at skyde efter solnedgang, og udlægge foder. Det gik rimeligt hurtigt. Alle poster blev bemandet, og derefter skete der bare ingenting – i næsten 3 uger var der stille, ingen nye spor og ingen så noget.
FM er jagtkoordinator i NJF, han var inviteret på bukkejagt i Lindet Skov ved Toftlund 28.-29. maj. Mens han går stille rundt i skoven, bliver han kontaktet af en anden lodsejer, Jørgen Otzen fra Stenderup. Jørgens søn var cyklet på arbejde ved 6 tiden om morgenen, og på vejen ved Nybøl Mølle havde han set to vildsvin løbe over vejen ned mod Nøffelskoven. Det blev ikke nemt at finde ro til at gå på bukkejagt. FM ringede hjem til alle de jægere i NJF der kunne tænkes at ville ud at sidde på vildsvin. Deriblandt mig, Erik Christensen.
Skulle på bukkejagt
Jeg havde bestemt mig for at gå på bukkejagt i Bøffelkobbelskoven den dag, men FM anbefalede mig at tage ud på en nysået majsmark ved Nøffelskoven. Det syntes jeg nu godt nok ikke det var særlig interessant, men vildsvinejagten var jo fristende, så jeg gik ud om aftenen den 28. maj og satte mig ca. 300 m fra Nøffelskoven. Det blev en lang aften, dels satte jeg mig på den forkerte side så jeg blev blændet af solen, dels så skete der INGENTING. Lidt ærgerlig over, at have lovet FM at gå derud igen om morgenen den 29. maj, listede jeg hjem lidt efter solnedgang.
Den 29. maj, kl. 4.55, ved solopgang var jeg på plads igen, den trebenede skydestok blev sat op og sigtet afprøvet. Jeg kigger mig omkring, alt er stille. Pludselig, kl. 5.20, kommer der 2 vildsvin gående stille og roligt direkte imod mig. Jeg havde ikke hverken set eller hørt noget inden, og jeg så såmænd heller ikke hvor de kom ud fra. Jeg kunne ikke skyde, for de kom direkte imod mig. Jeg kom på benene og gjorde mig klar uden at de overhovedet reagerede på mig.
Jeg ventede nu på, at en af dem skulle vende siden til. Det sker ret hurtigt, stadig uden at de reagerer på mig. BANG – jeg skyder og den lægger sig. Den rør ikke på sig mere, og jeg tænker slet ikke på at lade igen, for den er stendød. Dens makker løber ind i rapsmarken, for mig et ufremkommeligt sted.
Cirka 1 minut senere kommer vildsvinet ud af rapsmarken, denne gang godt pyntet med snerler og andet grønt, det stod fint til den mørke pels 😉 Men desværre var jeg jo ikke klar til at skyde, desuden havde jeg nu også adrenalinen pumpende rundt i kroppen og feberen rasede, så den trak frinummer. Den blev i øvrigt set igen om aftenen.
Jeg fik sendt en sms til FM, der stadig var på bukkejagt i Lindet Skov, at jeg havde skudt vildsvinet. FM ringede til mig, og lovede, at han ville få fat i en af de andre, så jeg kunne få hjælp til at få vildsvinet slæbt ud. Jeg er ikke helt ung mere, godt 72 og dårligt gående.
Det blev FM’s søn Jes der kom, udstyret med bl.a en trailer og en trillebør som transportmiddel. Vi hængte vildsvinet op i slagte rummet ved NJF’s klubhus, den vejede godt til for Jes og mig.
Om aftenen blev der holdt ligsyn i klubhuset, og svinet blev flittigt fotograferet. Efterfølgende blev dyrlægen tilkaldt, så der kunne tages prøver af hjerteblod og milt. Jeg fik indsendt trikinprøver, og efter en lille uges tid fik jeg besked fra såvel dyrlæge som laboratorium, at vildsvinet var et sundt dyr og det blev frigivet til mine kødgryder.
Det er ret fantastisk, at vi i vores lille jagtforening og lille landsby, to gange indenfor 3 år har skudt vildsvin, og at vi også har set både mårhund og vaskebjørn på vores revir.
