Vildsvinet – uønsket i al fremtid?
Norge vil fortsat holde landet fri for vildsvin, mens Sverige har accepteret arten som en del af naturen og har nu en bestand på flere hundrede tusinde dyr
Vildsvinet – uønsket i al fremtid?
Af Redaktionen på baggrund af artikel af Erlend Moe, Universitetet i Innlandet (INN) leveret til den norske hjemmeside Hjorteviltportalen
Norge har som politisk mål at forhindre, at vildsvinet etablerer sig permanent, mens Sverige i dag forvalter en af Europas største bestande. Forskning viser, at den norske linje adskiller sig markant fra resten af Europa.
Norge ønsker fortsat at holde landet fri for vildsvin. Derfor reguleres der målrettet langs grænsen mod Sverige, hvor dyr vandrer ind.
I Sverige er udviklingen gået i den modsatte retning. Bestanden er vokset markant siden 1990’erne, og der nedlægges årligt over 100.000 dyr. Udviklingen er tidligere beskrevet i Rekord i svensk bestand af vildsvin.
Ifølge Erica von Essen fra Universitetet i Innlandet og Stockholms universitet indtager Norge en særstilling i europæisk sammenhæng. Ingen andre opererer med et tilsvarende politisk mål om at forhindre artens etablering lyder det.
Vildsvinet har været fraværende i Norge i omkring 1.000 år og indgår derfor ikke i samme kulturelle og jagtlige tradition som i store dele af Europa. I Sverige forsvandt arten også i en periode, men den nuværende bestand stammer fra undslupne farmdyr og har siden bredt sig betydeligt i landskabet.
Ifølge kilden til denne opdatering er vildsvinet en robust og tilpasningsdygtig art, som kan sprede sig over store afstande. Med en omfattende bestand i Sverige vil der fortsat være et naturligt pres mod den norske grænse.
Spørgsmålet om vildsvin i Norge er derfor ikke alene biologisk, men et spørgsmål om forvaltning, smitterisiko og generel politisk prioritering.











