I Tyskland er det ikke kun mennesker, der er blevet berørt af de store oversvømmelser. Tusindvis af fugle og dyr er omkommet i vandmasserne.
Af Peter Thisted
I de værst ramte områder vurderer jægerne, at stort set alle harekillinger, rålam, kalve og smågrise er gået til. Hertil kommer at reder med jordrugende fugle også er skyllet væk i vandmasserne.
– Det vil komme til at tage lang tid inden bestandene er genetablerede, fortæller formanden for jægerne i Zappendorf-området, Joachim Schröder. Der resterer nu et stort arbejde med at få repareret alle hochsitze og stiger i de berørte områder samt at få genetableret vildtagre og foderpladser – og så skal der sættes ind over for rovdyrene, så det tilbageværende vildt kan hjælpes bedst og hurtigst muligt.
Specielt vaskebjørne har jo kunnet overleve i vandmasserne, og disse har man i forvejen gjort meget for at bekæmpe, hvilket ikke er det letteste, når det er et nataktivt dyr, men her har man gode erfaringer med fældefangst. Alligevel er bestanden af vaskebjørne stigende.
– Der er også det problem, at mange mennesker syntes de er søde, og giver sig til at fodre på dem, slutter Joachim Schröder.
Mange frivillige jægere har været ude på redningsaktioner, når vildt var strandet eller svømmede for livet i vandmasserne. I Sachsen har man blandt andet reddet mere end 200 hjorte – omkring firs procent af dem var kalve og helt unge dyr. Dette er sket takket være en hotline, som det tyske Jægerforbund i al hast fik etableret.
– Vi har modtaget virkelig mange opkald om nødstedt vildt i områderne omkring Halle og Passau, fortæller en repræsentant fra det tyske Jægerforbund.
Et af problemerne med at oversvømmelserne rammer så hårdt, er ifølge Harald Martens fra de tyske miljømyndigheder, at flodlejerne er blevet bebygget og opdyrket. Omkring de store floder som Rhinen, Elben og Donau er der således visse steder kun 10-20 procent tilbage af de oprindelige vådområder, som ellers før i tiden fungerede som bufferzoner for de store vandmængder.