Miljøministeren har i et svar til Venstre understreget den generelle holdning atter engang – Der bliver ikke udbetalt erstatning for vildtskader til landmændene …
Af Redaktionen
Understregningen kommer som et svar til Anni Matthiesen fra Venstre, hvor ministeren udtaler:
– Det har jeg ikke ingen planer om. Jeg vil gerne fastholde det generelle princip og hovedreglen i dansk vildtforvaltning om, at vildtet er sit eget. Det vil sige, at hverken staten eller andre som udgangspunkt erstatter skader forvoldt af vildt. Vores lovgivning på jagt- og vildtområdet bygger på dette princip. Indførelse af en kompensationsordning for bramgæs vil være et brud på denne praksis og vil samtidigt indebære en væsentlig risiko for, at staten generelt vil møde krav om erstatninger for vildtskader, hvilket jeg ikke finder hensigtsmæssigt.
Spørgsmålet er blevet stillet som en følge af den øgede bestand af bl.a. Bramgæs i marskområderne.
Ministeren oplyser til gengæld, at hvis gæssene laver markskader, så vil man kunne søge om tilladelse til regulering:
– Det er positivt, at bestanden af bramgæs er vokset, så den nu har gunstig bevaringsstatus. Det var jo selve formålet med den fredning, man indførte i forbindelse med fuglebeskyttelsesdirektivet i 1979, hvor bestanden af bramgæs var lille. Der kan ikke åbnes for jagt eller lignende bestandsregulerende tiltag på bramgæs, da bramgæs er omfattet af fuglebeskyttelsesdirektivets forbud mod jagt. Direktivet muliggør jagttid på andre arter, men altså ikke på bramgæs. Man kan dog under visse betingelser opnå dispensation fra Naturstyrelsen til at regulere eksempelvis bramgæs, hvis de gør skade på markafgrøder, slutter ministeren.